Ryttere i topform i front ved DM og GP-sejr til Hoeck

08-08-2020 18:53

Annika Knudsen Lorentsen

I går lagde Anders Hoeck med Blue Hors Zwobber sig sikkert i front af juniorrytternes Agria DRF Mesterskab, en føring som han i dag har udbygget, ligesom han også har redet en sejr hjem i Grand Prix med sin anden hest, Stenkjers Naromi. Hos ungrytterne er det fortsat Sophia Ludvigsen der har lagt sig i front med Gørklintgårds Jericho, efter hun igen i dag tog sejren i ungrytternes klasse

Copyright Ridehesten.com
Anders Hoeck og Blue Hors Zwobber. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I dag er de unge ryttere i aktion i Agria DRF Mesterskabets anden afdeling hos Ringsted Sports Rideklub, og hos både junior- og ungrytterne gælder det at rytteren i front har vist god form og udbygget sin føring i dagens afdeling.

Anders overlegent i front
Hos juniorrytterne sikrede Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov (opdr. Blue Hors ApS) sig nemlig sejren igen i dagens klasse, og dermed er de fortsat sikkert i front af mesterskabet. I dag red de deres program til 74,947 % og det betyder at de pt. fører med samlet 150,379.

Andenpladsen gik igen i dag til Ida Kristine Bjørn med Søgård Ballerina e. Bøgegårdens Boney M/Bøgegårdens Laurino (opdr. Karin og Jørn Walsted Jørgensen) med 70,474 % og der er de også placeret som nr. 2 i det samlede regnskab med 141,447.

Tredjepladsen i dagens klasse gik til Nicole Hartvig Jensen med Attraction (SWB) e. Tailormade Temptation/Highlander, de red med 69,985 % og med dagens resultat ligger de samlet som nr. 5 inden morgendagens Kür. 

Tredjepladsen i det samlede regnskab er besat af kun 14-årige Annabelle Rehn med Vestervangs Garson e. De Noir/Ragazzo (opdr. Martin Klavsen), som pt. har 138,053 point. 

Copyright Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Gørklintgårds Jericho. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sophia Ludvigsen i storform
Hos ungrytterne blev det endnu engang Sophia Ludvigsen der red sejren i hus i dagens anden afdeling, og det betyder, at hun øger sin føring i den samlede stilling af Agria DRF Mesterskabet. I dag red hun med Gørklintgårds Jericho e. Jazz/Sunny-Boy (opdr. Jørgen Ravn) et flot program til 73,237 %. Samlet ligger hun med 146,579 point. 

På andenpladsen i dagens klasse blev det Sara Aagaard Hyrm med Thybo's Laban e. L'Espoir/Michellino (opdr. Djon Thybo). Ekvipagen red dagens program til 71,605 % og dermed rykker de sig fra en samlet tredjeplads efter gårsdagens klasse til nu at være placeret på en foreløbig sølvmedaljeplads med samlet 143,105. 

Tredjepladsen i dagens klasse blev indtaget af Laura Ejby Hygum med Sundorfs Aquino e. Akinos/Leandro (opdr. Thomas Sundorf Kristensen). Ekvipagen red til 70,579 % og med det resultat placerer de sig foreløbigt som nr. 4. 

Den foreløbige tredjeplads i det samlede resultat er besat af gårsdagens nr. 2, nemlig Cecilie Hedegaard med Silhuet e. Blue Hors Don Olymbrio/Gribaldi (opdr. Niels Linnet og Joan Mathiesen. De placerede sig i dag som nr. 4 med 70,263 hvilket var nok til fortsat at sikre dem en foreløbig plads på podiet inden morgendagens Kür med samlet 142,053. 

Grand Prix-sejr til Anders
Sideløbende med mesterskabsklassen afvikles der ligeledes landsstævneklasser. Her har Anders Uve Sjøbeck Hoeck også vist en god figur og i dag sejrede han i en af stævnets sværeste klasser, nemlig Grand Prix. Det gjorde han med  Stenkjers Naromi e. Blue Hors Romanov/Frühling, og de red med 67,633 %. 

Andenpladsen i denne klasse gik til Trine Lind med Jubi's Tenacity e. Tailormade Temptation/Blue Hors Don Schufro (opdr. Judy og Birger Jensen).

Se alle resultater fra stævnet her.

Ridehestens fotografer er til stede ved weekendens stævne i Ringsted, og billederne vil være online først i den kommende uge.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner