Anna og Driver traver mod guldet

07-06-2014 17:37

Britt Carlsen

Efter to dages konkurrencer i mesterskabet for U25 er den regerende seniormester Anna Kasprzak på guldkurs med UVM guldvinderen Hønnerups Driver

Otte ekvipager er til start i Skagen Fondene DM for U25 ryttere. I år starter den regerende danske seniormester Anna Kasprzak mesterskabet i ungdomsrækken på talentfulde, men endnu noget urutinerede Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov. Driver vandt guld ved UVM i Verden som 5-års og nu er han på vej mod en international Grand Prix-karriere. Han er dog endnu noget urutineret på dette niveau, og piafferne falder ham endnu noget svært, så viser han til gengæld stor kvalitet i flere andre øvelser, og i dag var Anna Kasperzak igen meget tilfreds med den 10-årige vallak: - Jeg er vildt glad og tilfreds med som han gik i klassen i dag, indleder hun og fortsætter: - Jeg er meget glad for min travtur, og så får jeg en fejl i passagen og det var min skyld, jeg syntes nu også U25 Grand Prixen er vildt snørklet, især på Driver, smiler hun og henvister dermed til, at den stortgående og store vallak fylder noget på banen. Parret viste flotte serier og en galopøgning til 9 og det sluttede med 71,95% foran Daniel Bachmann Andersen og Versace med 70,953% Også her er der tale om en hest, som endnu mangler noget rutine på dette niveau. Daniel har redet Versace i omkring 3/4 år, og det var deres tredje start sammen i dag. - Jeg er godt tilfreds, for han var bedre i dag end i går, og jeg kunne ride mere flydende og følte jeg havde ham foran mig i dag. Jeg fik fejl i etterne, og så kiggede han lidt hele vejen, men fik lavet flot passage og piaffe, slutter Daniel.

I den samlede stilling er Anna Kasprzak/Hønnerups Driver i front med 143,796 foran Anne Sofie Aaen og Schambuca Sølyst med 138,789 og med Daniel Bachmann Andersen/Versace lige efter med 138,655.

Klassens resultat kan ses her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner