Ryttere fra 15 lande dyster

02-06-2015 14:12

Absolute Horses på Tågerup er rammen om et internationalt stævne med nordisk/baltisk mesterskab i ridebanespringning. Her kan man se mange af de ryttere, man ellers kun ser i fjernsynet

I søndags blev der kåret danske mestre i ridebanespringning hos Absolute Horses på Tågerup i Sommersted ved Kolding. Men allerede onsdag klokken 18 går det løs igen. Nu gælder det det første internationale stævne på stedet.

Det er et CSI2* stævne, hvor rytterne kan samle point til ranglisten, men der er samtidig nordisk/baltisk mesterskab for senior. Fire lande stiller op, nemlig Danmark, Finland, Norge og Sverige, og der kåres holdmestre lørdag. Hvert land stiller med fire ryttere i holdkampen, som rides over to runder, hvor fejlene tages med. Men alle ryttere fra de nordiske lande har chancen for at vinde det individuelle mesterskab ved en klasse søndag, hvor alle starter med nul.

Kendte ryttere
Det internationale stævne giver publikum mulighed for at se rigtig mange af de kendte springryttere, man ellers kun ser på tv, f.eks. verdensmesteren og OL-vinderen Jeroen Dubbeldam fra Holland, tyske Marcus Ehning og svenske Rolf-Göran Bengtsson. Der kommer ryttere fra så fjerne lande som Peru, Hong Kong og New Zealand. Det er ryttere, der træner i Europa.

Fra Danmark kommer flere af de ryttere, der klarede sig rigtig godt ved DM-stævnet, bl.a. sølvvinderen Søren Møller Nielsen og bronzevinderen Tina Lund, der er hjemme fra Dubai for at dyste på de danske baner. Danmarksmesteren Rikke Haastrup Kristensen er ikke med. Hun er til stævne i Sopot i Polen. Det samme er den ene af stævnets værter, Andreas Schou, som skal ride for det danske Nations Cup-hold. Hans bror Christian Schou må således selv stå for stævnet, og han starter også til stævnet. Også U21-vinderen Emil Hallundbæk stiller op.

383 heste
Ud over mesterskaberne og CSI2*, der går fra 130 til 145 cm i højde på forhindringerne, er der også CSI1* klasser fra 120-140 cm, så mindre rutinerede ryttere kan få lov til at opleve den internationale stemning. Endelig er der specielle klasser for 6- og 7-års heste.

I alt er der tilmeldt 383 heste.

Lørdag giver Jeroen Dubbeldam clinic i den store ridehal, hvor han fortæller om, hvordan han træner sine heste.

Mens DM-stævnet var plaget af både regn og blæst, ser vejrudsigten bedre ud for det kommende stævne.

Fakta:
Entre - Der er gratis adgang onsdag og torsdag, men der er entre på 80 kr. fredag, lørdag og søndag – eller man kan købe et partoutkort til 200 kr.

Rytterne, der starter til stævnet hos Absolute Horses kommer fra: Belgien, Danmark, Finland, Italien, Holland, Hong Kong, New Zealand, Norge, Peru, Schweiz, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, USA og Østrig.

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner