Britt Carlsen
Det var Helgstrand Dressage og Blue Hors som satte sig hårdt på topplaceringerne i klassen for 4-års heste, hvor kvaliteten var nærmest uhørt høj.
At sejren skulle gå til Andreas Helgstrand og Revolution e. Rocky Lee var nærmest givet på forhånd. Og parret skuffede ikke, med energi, op-ad-bakke tendens og tre fremragende gangarter og stor ridelighed marcherede de forbi konkurrenterne og scorede 10 for trav, galop og kapacitet samt 9,5 for skridt og ridelighed. Andreas selv var meget tilfreds med sin fantastiske hest, som han fortæller ikke alene har gangartskvaliteten med indstillingen og hovedet med sig, hver gang. De opnåede totalt 9,8.
Det var også Helgstrand-rytter Simone Pearce, som satte sig på andenpladsen med den energiske og særdeles velgaloperende Zahplin Langholdt e. Zonik opdr. Ole Magnus Jensen og Bente Graasbøl. De opnåede 9,5 for galop samt 9 for både ridelighed og kapacitet. De opnåede totalt 8,94.
Der stod også Helgstrand Dressage på tredjepladsen, hvor berider Søren Wind red Rock 'N'Roll e. Rock Forever til en total på 8,66 med 8,8 for ridelighed og kapacitet som højeste karakter. Simone Pearce var igen i placering, denne gang med avlshingsten For Emotion e. Foundation, der ejes af familien Kasprzak. Den imponerende hingst opnåede 8,64 points med galopkarakteren 9 som højeste karakter.
Daniel Bachmann Andersen brød Helgtrand Dressage sejrsrække med den meget velgående og særdeles imponerende Zampalo e. Blue Hors Zack. De opnåede 8,54 totalt og deres højeste score blev givet for ridelighed på 8,8 points.
De 22 bedste 4-årige heste går videre til søndagens finaler, og det er i høj grad en særdeles seværdig samling af talentfulde ungheste vi får at se i championatsfinalen.
Se hele resultatet HER