Retssagen om Handsome O's hanetrit fortsætter

12-01-2017 10:36
Avl

Norske Kristin Andresen købte for to år siden fløjhingsten ved den hollandske KWPN-hingstekåring, Handsome O, som desværre blev diagnosticeret med hanetrit. Lige nu er der vidnehøring i sagen i Holland. Se VIDEO af hestens hanetrit

Ved KWPN-hingstekåringen i 2015 købte norske Kristin Andresen den smukke fløjhingst Handsome O e. Johnson/ Rousseau for for 300.000 euro på Select Sales Auction. Et par uger efter købet måtte Katrinelund og Kristin Andresen framelde Handsome O til Hingstekåringen i Herning, da den allerede ved ankomsten til Danmark ikke var i rask.

Efter en meget grundig medicinsk undersøgelse, blev hingsten diagnosticeret med flere store sundhedsmæssige problemer, herunder skader på en halshvirvel og hanetrit. Derfor sagsøger Kristin Andresen KWPN og hingstens tidligere ejer Jan Brouwer. Videre undersøgelser har slået fast, at Handsome O har hanetrit, og der har således kørt en retssag siden januar sidste år.

Kristin Andresen har ikke tænkt sig at give op, for hun har købt en hest, der skulle være hendes datters fremtidige topdressurhest, og allerede ved overdragelsen viste hesten sig at være ubrugelig som dressurhest. Lige nu er Kristin Andresen sammen med et team fra Katrinelund til vidnehøring i sagen i Holland. Hendes opslag med ovenstående videoer på Facebook har vakt enorm interesse og er blevet læst og delt af utallige.

Må der ske retfærdighed!

Copyright Ridehesten.com

Info

Højgård Hestehospital skriver på Facebook:

Kampen om Handsome O’s Hanetrit

Danner baggrunden for dette indlæg, hvor vi sætter fokus på hanetrit
For hvad er hanetrit og hvilken betydning har det for hesten ? og for ejeren ?
og mange millioner kroners spørgsmålet; hvornår opstår det ?

Kort svar; det er sandsynligvis ikke forbundet med smerte hos hesten men det koster lomme smerter hos ejeren da det ikke er et optimalt bevægelses mønster hos dressur heste. Nogle heste kan have rygmarvs / nerve problemer som kan aktiveres vilkårligt og pludselig kan symptomerne komme til udtryk

Hanetrit er en bevægelsesforstyrrelse der ses på et eller begge bagben. Der ses en unaturlig sammenbøjning af haseleddet, hvor benet føres med for stor kraft op og frem. Hanetrit forekommer typisk i skridt, eventuelt også i trav og i sjældnere tilfælde i galop.
Forekomsten af hanetrit kan komme og gå og forværres ofte ved tilbagetrædning, i vendinger, efter stilstand, på hård bund, ved ophidselse samt i koldt vejr. I slemme tilfælde kan hanetrit forårsage et meget afvigende gangartsmønster, hvor hesten slår sig op i bugen eller »kanin-hopper« på bagbenene.

Årsagen til hanetrit er endnu delvis ukendt men det tyder på at en nerve beskadigelse i rygmarven i hals og bryst området er den hyppigste årsag. Når nerverne beskadiges kan de blive hyper følsomme og dermed give musklerne et for kraftigt signal som medfører overdreven bevægelse.
Årsagen til nerve beskadigelsen kan være medfødt men den kan også opstå ved et traume.

På Højgård er vi så heldige at have et super team af dyrlæger som alle bidrager til udredning af sådanne patienter. Teamet er anført af dyrlæge Louise Husted som er specialist i nerve sygdomme.

Hvad kan der gøres ved hanetrit:
Først er det vigtigt at afgøre hvad der er årsagen til at hesten har hanetrit hvilket kan være meget svært. Ofte bruges udelukkelses metoden da det kan være meget vanskelig at finde læsioner i nerver i og omkring rygmarven.
Er årsagen nerve og muskel beskadigelse kan man forsøge med forskellige medicinske behandlinger eller at operere omkring nerver og muskler i området men der er ikke en god prognose for fuld helbredelse.

Den nyeste behandling for hanetrit er botox behandling. Botox lammer de hyper aktive muskler, desværre er behandlingen ikke vel dokumenteret og den er meget dyr.
Andre årsager som kan give hanetrit er blodpropper, kræftknuder, ledbetændelse, infektioner, forgiftninger og beskadigelse af bestemte områder i hjernen.
Lidelser som knæskalslåsning, muskel betændelse og rygsmerter kan give et lignende bevægelses mønster og kan forveksles med hanetrit.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner