Retssag venter angående Donkey Boy

26-10-2022 09:05

Annika Knudsen Lorentsen

Tidligere ejer af Hesselhøj Donkey Boy, norske Kristin G. Andresen, havde netop solgt hingsten, inden skadens indtræden. Nu skal en tvist afgøres ved den danske voldgiftsret, og Kristin mistænker, at hingsten rigtigt er solgt for en højere pris

Copyright Ridehesten.com
Kristin G. Andresen ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2019. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I går fortalte Helgstrand Dressage i en pressemeddelelse omkring forløbet angående hingsten Hesselhøj Donkey Boy, som er skadet, og som har været årsag til flere rygter angående skadens omfang og omkring, hvorledes den er opstået.

Nu beretter Tidningen Ridsport, at hingstens ejer eller tidligere ejer, Kristin G. Andresen bekræfter skaden, og at ulykken med hingsten er genstand for en retssag. 

Kirstin fortæller til Ridsport, at hun solgte hingsten til Bartels-familien, men at den egentlige køber ifølge hende var Japan Racing Association, der ville købe hingsten til den japanske rytter Kazuki Sado, som red VM i Herning på vallakken Barolo, som Japan Racing Association tidligere købte til ham af netop Bartels-familien. 

Kristin G. Andresen formoder, at Andreas Helgstrand og Bartels-familien havde til hensigt at tjene penge på både hende og de japanske købere. 

– Bartels står som købere på kontrakten med mig, og købesummen var 2,5 millioner euro. Jeg skrev under den 16. juni og Bartels den 23. juni. I kontrakten står der klart, at ansvaret for hesten overgår ved underskrivelse af kontrakten, fortæller Kirstin til Ridsport. 

Seks dage senere, den 29. juni, slap Donkey Boy ifølge Kristin løs og galopperede rundt på gården, og da han blev indfanget var han alvorligt kvæstet. 

– Andreas' version er, at skaden er sket på folden, men vi har vidner, der støtter vores version af, hvad der skete, forklarer Kristin og fortsætter: 

– Andreas underretter Bartels om ulykken, og de stopper overførslen af købesummen.

Mistænker højere købspris
Ifølge Kristin fortalte Andreas Helgstrand hende, at problemet for Bartels er, at deres kontrakt med Japan Racing Association siger, at ansvaret for Donkey Boy overgår til køberen ved levering af hingsten, ikke som i kontrakten med Kristin, når kontrakten underskrives. Med en skadet Donkey Boy har Bartels ikke længere en hest at sælge til de japanske købere, som har fuld ret til at give afkald på deres aftale. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ifølge en kontrakt mellem Kristin og Andreas, skal han have ti procent af købesummen mellem Bartels og Kristin, men Kristin har mistanke om, at den faktiske købspris, som de japanske købere ville betale, er langt højere end den, hun aftalte med Bartels, og at de kun fungerede som mellemmænd, så de sammen med Helgstrand ville tjene endnu mere, når de straks ville sælge hingsten videre til de japanske købere. 

– Vi afventer oplysninger om den sande købspris, udtaler hun. 

Har aldrig haft problemer før
I løbet af sommeren er flere artikler fra Nordjyske udgivet omkring Andreas Helgstrand og tvister i forbindelse med forskellige hestehandler. Flere har oplevet det samme, som det Kristin G. Andresen nu formoder er sket i hendes sag. 

– Der begynder at være rigtig mange retssager, advokater og negativ presse til Andreas og mange medarbejdere forlader Helgstrand Dressage. Jeg har tidligere aldrig haft problemer med at købe og sælge gennem Andreas, da jeg altid har insisteret på direkte kontakt med kunden og ti procent til Andreas. Men i dette tilfælde starter det hele med en løgn, ifølge mine vidner: Donkey Boy kom ikke til skade på folden. Så bliver man mistænksom og undersøger sagen.

Hele sagen skal du afgøres i den danske voldgiftsret, hvornår er endnu ikke fastlagt. Donkey Boy er fortsat skadet og udfaldet er usikkert. Hingsten står fortsat hos Helgstrand Dressage, men lige nu er det endda uvist om hingsten kan fungere som avlshingst.

– Jeg har stadig frost sæd fra ham, udtaler hun.

Copyright Ridehesten.com
Kristin sammen med Donkey Boy ved UVM 2019. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Andreas' version
Andreas Helgstrands version af, hvorledes hingsten kom til skade er en helt anden version, og han henviser til at have otte vidner. I en pressemeddelelse beskriver han i detaljer hændelsesforløbet, hvor flere dyrlæger blev tilkaldt stedet. 

Til Ridsport skriver Helgstrand, at han ved, at Kristin G. Andresen har anlagt sag mod køber, men at der så vidt han ved ikke er nogen tvist mellem ham og hende.

Ridsport har også kontaktet repræsentanter for Waterland, majoritetsejeren af Helgstrand Dressage, for at spørge, hvordan de ser på de artikler, der er offentliggjort om Helgstrands forretningspraksis. De afviser at kommentere og henviser til den officielle kommentar på Helgstrand Dressages hjemmeside.

/Tidningen Ridsport

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner