Rekordstort antal starter til årets Rom Ridt

10-07-2017 08:04

Camilla Tiefensee Schrøder

Rom Ridtet, som er et af landets ældste distanceridt, bliver i år afholdt af Vestjysk Sports- og Terrænrideklub, som har fået fyldt godt op på startlisten

 

Copyright Ridehesten.com
Rom Ridtet har distancer fra 14 til 80 km. Foto: Christina Smed
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hele 114 ekvipager er tilmeldt årets Rom Ridt, som Vestjysk Sports- og Terrænrideklub afholder den 15. juli. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

– Vi havde slet ikke troet på, at vi nåede så mange ekvipager, så nu glæder vi os bare til at få ridtet skudt i gang på lørdag, siger Annabeth Abrahamsen, som sammen med Cecilie Næss Damm er hovedarrangør af årets ridt.

Forskellige distancer
Klasserne i år går fra 14 km til 80 km, fortæller Cecilie Næss Damm:

– På trods af de lange distancer har vi et terræn, hvor ekvipagerne næsten ikke kommer ud på trafikeret vej. Samtidig plejer der at være en utrolig familiær og hyggelig stemning ved vores ridt. Disse to ting gør, at Rom Ridtet er et godt sted at begynde for nye distanceryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er tredje gang, Vestjysk Sports- og Terrænrideklub står for Rom Ridtet, og det sidste års tid har klubmedlemmerne arbejdet på klargøring af Klosterhedens ridetur. Flere af klubbens medlemmer er erfarne distanceryttere, som ved, hvad det vil sige at stable et ridt på benene.

– Det har været et stort arbejde, som gerne skulle munde ud i en genindvielse af vores lækre rideruter. Vi har et af landets bedste rideområder og glæder os til at have en forpremiere ved Rom Ridtet, siger Cecilie Næss Damm.

Masser af aktivitet
Med 114 starter vil der ifølge Annabeth Abrahamsen være masser af aktivitet hele dagen.

– Der vil helt sikkert være en masse at se på og opleve for publikum, hvis man er interesseret i at opleve, hvad distanceridning går ud på, og hvad VEST er for en rideklub. Vi glæder os meget til at byde ryttere, heste, hjælpere, officials og publikum velkommen til en skøn dag, siger Annabeth Abrahamsen.

Rom Ridtet løber af stablen lørdag d 15 juli på Rom Flyveplads ved Lemvig.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner