Annika Knudsen Lorentsen
17 krævende forhindringer mødte i dag 32 ekvipager i German Jumping Derby 2023, og en af deltagerne var danske Caroline Rehoff Pedersen. Banens højde lød på hele 155 centimeter.
Bare 21 år gammel, kan hun nu tilføje Hamborg Springderby til sit CV, og ikke nok med det, så kan hun notere en fejlfri runde og en topplacering.
I sadlen på den forsigtige og velspringende vallak Calvin 115 e. Castelan 3/ Colman. holdt hun hovedet koldt rundt på de mange forhindringer, og red i mål fejlfrit og sikkert indenfor tiden.
Det lykkedes kun to ryttere at ride fejlfrit på banen, og dermed var det disse to der skulle ride om sejren i en omspringning. Her var Caroline oppe imod sin jævnaldrende konkurrent, 21-årige tyske Marvin Jüngel, med hesten Balou's Erbin e. Be Bravo/ Consul.
Caroline var i aktion som den første, og hun red endnu engang sikkert rundt og var fejlfri på forhindringer. En smule over den fejlfrie tid i omspringningen, betød, at hun kom i mål med 1 tidsfejl.
Tyske Marvin Jüngel skulle derfor ride fejlfrit på forhindringerne, og hurtigere end Caroline for at sikre sig sejren. Det lykkedes ham at ride fejlfrit og godt et sekund hurtigere, og dermed sikrede han sig sejren, selvom det lige i sidste øjeblik lignede, at han ville lave fejl på den afsluttende mur.
Dermed sluttede Caroline Rehoff Pedersen på en utrolig flot andenpladsen i German Jumping Derby 2023. Et historisk dansk resultat.
Tredjepladsen i årets derby gik til tyske Benjamin Wulschner.
I videoen nedenfor kan I se et lille klip fra Carolines flotte præstationer ved stævnet i Hamborg.