Thomas Bach Jensen
Den erfarne hesteavler Poul Erik Fugmann, der oprindeligt er fra Sjælland, men har boet i Jylland det meste af sit liv, har været engageret i både ridesport og hesteavl fra sin ungdom som dressurdommer og hesteavler. Han har i mange år været regionsrepræsentant i Dansk Varmblod, hvor han også har siddet i hovedbestyrelsen.
Som gammel ven af Kjeld Kirk Kristiansen har han været med til at opstarte Stutteri Ask og Blue Hors og har derigennem været involveret i at skaffe adskillige hingste til Danmark, der har haft indflydelse på den danske ridehesteavl.
Sammen med Jaan Bonde har Poul Erik igennem mange år drevet Stutteri Eg på Tørkskindvej få hundrede meter nord for Korshøjgaard, der i 90’erne netop var deres arbejdsplads, da Poul Erik var direktør for Blue Hors. Parret, der tidligere på året kunne fejre sølvbryllup, er fortsat aktive avlere.
Poul Erik fylder 80 år i morgen søndag den 12. juli. Ridehesten ønsker tillykke med dagen.