Ponylandsstævne i Frederikshavn Rideklub

27-01-2009 09:46
Frederikshavn Rideklub har fået tildelt deres første landsstævne siden 2002. Samtidig har rideklubben også fået tildelt 1. afdeling af ECCO Cup i dagene 13.-15 marts 2009.

Det er et længe næret ønske, som Frederikshavn Rideklub har fået opfyldt. Nemlig at få tildelt et landsstævne. Frederikshavn Rideklub har en enkelt gang tidligere afholdt et landsstævne, et udendørsstævne i 2002, og lige siden har det stået højt på ønskesedlen igen at få besøg af landets bedste og dygtigste ponyer og ryttere. Med dette stævne er Nordjylland og Frederikshavn helt sikker på at få besøg af disse. Forude venter nu et stort arbejde for klubbens medlemmer med at planlægge, arrangere og gennemføre dette stævne, men de ser frem til det med glæde. Det er kun ganske få år siden, at Frederikshavn Rideklub var tæt på lukning. Økonomien var meget dårlig, etablissementet var nedslidt, begge ridehaller havde et udtjent tag og den ene stald var angrebet af svamp pga. det utætte tag. Men ved en fantastisk indsats fra medlemmerne, støtte fra sponsorer og Frederikshavn Kommune, kan rideklubben nu tilbyde nogle rigtig gode faciliteter. Alle spiltove er nedlagt. Elevhestene har fået egen stald. Tagpladerne på begge haller er udskiftet, ligesom der er ny ridehusbund og ny barriere i begge haller. Meget af arbejdet er udført på frivillig basis af medlemmerne. Til de uoverkommelige opgaver har medlemmerne været ude at tjene ekstra penge til afholdelse af udgifterne, fx ved at passe burgerboden ved Træf på Toppen, salg af parkeringspladser, hjælp ved Tordenskioldsdagene og sponsorspringning. Klubbens økonomi er rettet op og der er positive tal på bundlinien. Alt dette gør, at rideklubben nu har tid til en større sportslig indsats. Det er dejligt at se, at klubben allerede selv har seks startberettigede ekvipager til landsstævnet, måske endda otte, da tre ekvipager kører til Herning sidst i januar, for at forsøge at kvalificere sig. Naboen, Sportsrideklubben Lerbæk, har også en kvalificeret ekvipage, så Landsstævnet får helt sikkert deltagelse af lokale ryttere.

Filer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner