Ponyens uddannelse del 2

09-02-2018 10:04

Når ponyen er tilredet og har lært de mest grundlæggende ting, skal den til at lære at samle sig og gå i korrekt holdning

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen


Der er mange ting at tage hensyn til, når man rider en ung pony. Den skal uddannes godt - og det må ikke gå for hurtigt, for så kan man skade ponyen for altid. Det er meget vigtigt hele tiden at "lytte" til ponyen, så man ikke presser den for meget - men samtidig skal den jo også yde noget. Det er lidt af en balancegang - og har man ikke selv erfaring med unge ponyer, bør man få hjælp til ridningen.

Ridning på bøjet spor
Det er lettest at samle din pony ved at ride den på et bøjet spor på ridebanen. Når du rider på et bøjet spor, f.eks. en cirkelvolte eller igennem et hjørne, vil du fremme samlingen. Din pony træder mere ind under sig ved det indvendige bagben. Dette sker helt naturligt, men det er med til at øge din ponys samling og styrke dens muskulatur i overlinje og bagpart.
Det er klart, at man ikke kan bede en ung pony om at gå på en mindre volte i længere tid. Derimod vil en cirkelvolte på 18-20 m være passende, men husk at veksle mellem at ride på cirkelvolte og ride ligeudrettet på langsiderne.

Copyright Ridehesten.com
Et fif til at få ponyen til at øge samlingsgraden er at ride den på volte. Store volter til at begynde med - og ikke for længe ad gangen.
Nyheden fortsætter efter annoncen


Er din pony højre- eller venstresidet?
Alle ponyer har en god og en "dårlig"(stiv) side, og det kan være svært for dem f.eks. at bøje sig til den dårlige side. Her er det vigtigt at tænke på at starte ud med at ride på den gode side. Du ville jo heler ikke starte med at lære at male med venstre hånd, hvis du var højrehåndet. På den måde får din pony en god oplevelse på ridningen, for langt det meste af en ridetime skal bestå af positive ting - arbejd med det, ponyen er god til. Når den så er eftergivende i den gode side, kan du begynde at arbejde mere på den dårlige side. Men det er klart, at du skal arbejde mod at få gjort din pony lige stærk i begge sider. Det er vigtigt at skifte volte ofte, så du hele tiden veksler mellem den gode og den dårlige side.

Ponyens holdning
Hvad betyder det, at ponyen går i holdning? Det betyder, at den pga. fremaddriften og sit afskub fra bagbenene går frem til biddet og giver efter i nakken. Kun på den måde kommer den naturlige holdning. Naturlig holdning sker kun, hvis din pony "bruger sin motor" og går fremad, og du samtidig holder en blid kontakt på tøjlen. Det vil ikke gavne hverken dig selv eller din pony, hvis du bare "tvinger" den ned i holdning med hænderne. Når ponyen giver naturligt efter i nakken uden modstand på tøjlen, vil den slappe af i ryggen og få det rigtige rygsving. Så bliver det også meget mere behageligt for dig at sidde på ponyen, fordi bevægelsen bliver nemmere at følge.

Copyright Ridehesten.com
Det er vigtigt at holde mange skridtpauser, når du rider en ung pony, så den ikke bliver overanstrengt den unge pony.


Arbejd ikke i skridt
Du skal ikke forsøge at få ponyen ned  med hovedet i skridt. For at ponyen går i den  rigtige holdning, kræver det, at den går fremad, og den fremaddrift får du bedst i trav og galop. I det hele taget skal du arbejde mest i trav og letridning med din unge pony. Først når din pony har nået et højere uddannelsestrin, begynder du at arbejde den i skridt. Skridt- og galopbevægelsen er de to gangarter, der hurtigst kan ødelægges for altid med forkert ridning, hvorimod travbevægelsen kan genopbygges.

Som en kålorm
Er din pony først begyndt at gå pas-agtigt i skridt(ponyen flytter benene i samme side samtidig og går dermed totaktet i stedet for firtaktet i skridt), har du store problemer rent dressurmæssigt. Pas opstår oftest, fordi rytteren begynder at arbejde ponyen i skridt, inden den er stærk nok til at skubbe fra med sine bagben.
Ponyen kommer frem over jorden i skridt nærmest som en kålorm, der kravler hen ad et blad. Derfor er den afhængig af at kunne hæve og sænke sit hoved - forhindrer man det ved for tidligt at skridte for en anstillet tøjle, så begynder ponyen at gå pas. Først når ponyen er så stærk, at den går frem for schenklen og er naturligt eftergivende i nakken, kan du begynde at arbejde med ponyen i skridt. Men du må kun arbejde i kortere perioder i skridt, for det kræver en vis balance og stor styrke i ponyens bagpart.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner