Tonya Bille Nielsen
– Vi er meget taknemmelige for Equsanas støtte og opbakning til stævnet. At vi nu har fået titelsponsoratet på plads betyder alverden for vores videre arbejde, fortæller Vilhelmsborgs direktør Casper Cassøe.
Vilhelmsborg bliver fra den 16. – 21. august vært for et tredobbelt EM for ponyer i dressur, springning og military. En event, som Vilhelmsborg bød ind på med kort varsel, da det internationale rideforbund FEI, manglede en arrangør af stævnet i 2016.
Markedschef hos Equsana Jacob Helt Jessen ser flere fordele for Equsana i samarbejdet med Vilhelmsborg omkring det store EM-arrangement: – Vi er godt etableret i Danmark, og i 2016 bliver vores fokus rettet mere mod internationalisering. Vi er i gang med at udvikle nye markeder i bl.a. Tyskland, Finland og Sverige, og derfor er det nærliggende for os, at blive meget synlige i forbindelse med et europamesterskab på dansk grund. I beslutningsprocessen har det også været vigtigt for os, at bakke op omkring de unge ryttere, og så er stævnet i øvrigt et særdeles godt initiativ. Vi er også sponsor for Vilhelmsborg, og øget aktivitet på Det Nationale Hestesportscenter er derfor også noget, som vi helt naturligt vil bakke op omkring.
Arbejdet er i fuld gang
– Vi ser frem til samarbejdet med Equsana, som vi kender og samarbejder med her på Vilhelmsborg. Vi skal nu ud for at tegne sponsorater på de forskellige disciplinfinaler, og der skal, indrømmet, en stor finansiering til for at afvikle EM, erkender Casper, som håber på god opbakning fra hele branchen. Forhåndsinteressen for at booke messestande har været meget stor, og det glæder naturligvis direktøren, som sammen med flere frivillige kræfter er i fuld gang med forberedelserne.
Tre discipliner
Mens de praktiske forberedelser til afviklingen af springning og dressur, ikke kræver noget helt ekstraordinært, så skal hele terrænbanen til military renoveres og kræver en del nybygning.
Springningen skal afvikles på springstadion, dressuren inde på gårdspladsen og så skal militaryens terrændel afvikles ude på Østanlægget (ved og i skoven), og her skal der opbygges nye forhindringer, mens nogle af de eksisterende skal renoveres.
– Vi har fået en god opbakning fra kommunen til arrangementet, og derudover støtter de også opbygningen af den permanente militarybane, fortæller Casper Cassøe.
– Vi har i denne uge haft det første møde i organising committee, og jeg glæder mig meget over, hvor engagerede og entusiastiske alle er. Vi mangler fortsat at få persongalleriet i dressursekretariatet på plads, mens ellers er vi ved at få besat de vigtigste poster med kvalificerede hjælpere.
Efter Equsana valgte at tage titelsponsoratet for hele stævnet er hjælperbeklædningen også kommet på plads, for det bliver det smarte og funktionelle tøj fra Equsanas tøjkollektion, Equsana Collection, som alle hjælpere skal være iklædt under stævnet.
Alle sejl bliver sat til
– Vi vil virkelig prøve at sætte alle sejl til og markere Vilhelmsborgs 25-års jubilæum og stævnet, så det bliver en helt ekstraordinær oplevelse for både ryttere og gæster.
Det bliver Vilhelmsborg, som kommer til at samle trådene, og Casper ser frem til et godt og bredt samarbejde med sponsorer, samarbejdspartnere, holdledere/landstrænere og andre ildsjæle, så mesterskabet kan få et løft og blive et godt og mindeværdigt mesterskab for ponyrytterne fra hele Europa og de forhåbentlig mange tilskuere, som vil følge stævnet.
/Pressemeddelelse.