Tonya Bille Nielsen
Høj fart om natten på de danske landeveje kan have fatale følger – særligt i denne vintertid. Tirsdag nat kl. 03.30 blev Midt- og Vestjyllands Politi sendt ud til en påkørsel af en sortbroget pony. Midt på Herningvej rute 34 ved Flyndersø syd for Skive, lå ponyen efterladt. Den havde ingen grime på, og menes at være løbet ud af sin indhegning først på natten. Der var umiddelbart intet andet spor efter bilisten end delene fra en Fords kølegitter, som lå spredt rundt omkring ponyen.
Heldigvis har politiet her i formiddag fået fat på ponyens ejer. Bilisten, der ramte ponyen, har ligeledes henvendt sig. Det er ejeren af ponyen, der ifølge en lovændring skal betale reparation af skaderne på bilen ud af ponyens lovpligtige ansvarsforsikring, skriver Skive folkeblad.