Thomas Bach Jensen
Den legendariske guldmedaljehoppe Polka Hit Nexen e. Sandro Hit/ Temple Wind xx (opdr. Johan Jul Andersen), der har har gået fra at vinde danske og svenske championater til som den første DV-hest at vinde UVM-medalje og senere vinde international Grand Prix under Andreas Helgstrand, er blevet mor til et hoppeføl e. Sezuan.
Sidste år fik hoppens ejer Berith Nielsen skyllet fire befrugtede æg af hoppen, og det lykkedes at få det første og det sidste accepteret af rugehopperne. Da hun har fulgt hingsten Sezuan hos Andreas Helgstrand, siden den var 2 år gammel, var hun slet ikke i tvivl om hingstevalget til Polka Hit . Det første resultat er et brunt hoppeføl ved navn Elverhøjs Polka Royal, og det næste føl ventes i juni måned.
- Jeg turde ikke forvente et hoppeføl, men jeg håbede på det, fortæller Berith Nielsen. Hun er meget tilfreds med Polka Royal, der har arvet moderens skønhed og udstråling.
Berith Nielsen solgte i starten af 2014 Polka Hit Nexen til Tyskland og havde i forvejen solgt sine to andre topkonkurrencehopper, guldmedaljehoppen Donna Silver og den fabelagtige springhoppe Vienna Olympic. Dermed er Polka Royal Beriths eneste varmblodshest hjemme på stutteriet Frederikshvile. Navnet Elverhøj er et gammelt stutterinavn, som Berith har anvendt til sine opdræt igennem flere årtier.