Pas på den følsomme hestemave

28-01-2020 16:22

Britt Carlsen

Selvom vinteren i år er mild, og vi endnu ikke har set skyggen af et snefnug, udfordrer årstiden stadig vores heste. Dyrlægerne oplever flere heste med mave-tarmproblemer, og en hyppigere forekomst af diarré og kolik. Heldigvis kan hesteejere hurtigt hjælpe hestene ovenpå igen

Copyright Ridehesten.com

Efterhånden som temperaturen falder, og foldene ikke længere er tildækket med grønt græs, ændres hestens naturlige rutiner, da den vil stå mere i stald, og fodringen vil være anderledes. De ændrede rutiner i vinterperioden gør hesten disponibel for dårlig mave, og den kan f.eks. udvikle kolik eller diarré.

– I vintersæsonen ser vi et øget antal heste, der tilses af dyrlægen som følge af kolik og diarre. Det skyldes i høj grad de ændrede forhold på fold og stald, og derfor er det helt afgørende, at hesteejere giver deres heste de bedste muligheder for tilgang til vand og stråfoder, siger Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring.

Man skal altid være opmærksom på dårlig mave hos heste. De kan hurtigt miste væske og dehydrere, og vigtige næringsstoffer går tabt. Hesten har brug for dagligt at indtage omkring 38 liter vand, selv ved meget kolde temperaturer, for at sætte gang i fordøjelsen. Gør den ikke det, vil der opstå en risiko for kolik.

Kig efter advarselstegn
De typiske symptomer på dårlig mave, hesteejere skal være opmærksomme på, er slaphed, koliksymptomer, feber samt tynd gødning, hvor hale og bagben f.eks. er indsmurt i gødning.
Alle heste er forskellige, nogle får hyppigere dårlig mave end andre, og graden af diarré kan også variere. Oplever du et af de nævnte tegn, bør du derfor reagere med det samme. Her er seks gode råd til, hvordan du holder dårlig mave fra stalddøren.

Seks råd til en velfungerende hestemave

  1. Tag hestens temperatur jævnligt. Hvis termometeret viser 38 grader eller derover, tyder det på sygdom.
  2. Sørg for at hesten ikke bliver dehydreret ved at give den ubegrænset adgang til vand – helst ikke for koldt. Sørg for at hø og vand er placeret ved siden af hinanden, da hesten ofte indtager væske sammen med hø. Hold også øje med at vandet ikke fryser til, hvis temperaturen skulle falde til frysepunktet.
  3. Giv hesten mindre måltider hyppigere.
  4. Sørg for at hesten får rigeligt med motion. Bevægelse holder nemlig maven i gang.
  5. Hvis hesten går på en sand- eller jordfold, så sørg for at hesten har adgang til stråfoder for at mindske risikoen for sandkolik.
  6. Får hesten alligevel alvorlig diarré, bør hesten omgående tilses af en dyrlæge. Her kan hesten få den nødvendige behandling gennem væsketerapi og medicinsk behandling.

– Efter en voldsom omgang diarre skal tarmfloraen komme til sig selv igen, og derfor er det vigtigt at give hesten godt stråfoder i form af høj-kvalitets hø eller tørt høensilage. Efterfølgende kan hesten gradvist tildeles den normale mængde kraftfoder igen, pointerer Jon Vedding, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner