Thomas Bach Jensen
Danmarks bedste dressurryttere kommer ikke blot til at dyste mod hinanden men også mod dygtige ryttere fra udlandet, når Blue Hors debuterer som arrangør af internationalt ridestævne, der afvikles i Danmarks formentlig flotteste ridehal på Korshøjgård hos Blue Hors i Randbøl mellem Billund og Vejle.
Det prestigefyldte arrangement, der af det internationale rideforbund FEI er tildelt rang af trestjernet dressurstævne, strækker sig over fire dage og byder på 19 nationale og 4 internationale konkurrenceklasser. Arrangørerne har modtaget mange flere tilmeldinger, end programmet har plads til, og derfor er mange ryttere lige nu på venteliste.
– Vi er meget taknemmelige for den store interesse og samtidig kede af, at vi er nødt til at afvise så mange tilmeldinger. Det er en udfordring, vi tager til efterretning, så vi kan finde en optimal løsning til næste år, fortæller Christian Struck, sport- og eventansvarlig hos Blue Hors.
Stævnet tæller i alt 276 starter, og blandt de 128 opstaldede konkurrenceheste tilhører 42 af dem de 33 ryttere, der kommer fra udlandet.
Konkurrencer og opvisning
Ved Blue Hors Dressurfestival, hvor der i år forventes omkring 6.000 besøgende, afvikles en Youngster Cup for 7- og 8-årige dressurheste, hvor man kan forvente at se nogle af landets mest talentfulde heste. Ligeledes er stævnet vært for en af Danmarks mest prestigefyldte dressurturneringer, den landsdækkende Bundgaard Byg Cup, hvor de 20 bedste ryttere fra de tre kvalifikationsrunder skal kæmpe om titlen som vinder af Bundgaard Byg Cup og de 10.000 kr., der følger med. Dressurfestivalen afsluttes med manér søndag eftermiddag med International Grand Prix Kür, hvor rytterne rider om 4.000 euro samt en splinterny Mustang-trailer til vinderen af klassen.
I tilgift til de mange spændende konkurrenceklasser byder programmet ved Blue Hors Dressurfestival torsdag kl. 17.10 på en times clinic med den tidligere chefberider på Blue Hors og nu fast tilknyttet træner på stedet, OL-rytter Lars Petersen, der driver forretning i Florida og vil indvie publikum i sin træning af heste og ryttere.
Hos Blue Hors råder man over nogle af de mest efterspurgte avlshingste i Europa, og de betjener hvert år omkring 2.000 hopper i ind- og udland og er fædre til nogle af verdens mest succesfulde dressurheste. Under årets dressurfestival vil der være lejlighed til at opleve nogle af de eftertragtede hingste live til den traditionsfyldte hingstefremvisning, der finder sted lørdag kl. 16.10 og søndag kl. 14.05.
Tilbagelænet nydelse – i en god varme
Glem alt om kolde, kedelige ridehaller. Hos Blue Hors er der skruet godt op for varmen og udsmykningen i hvad, der af mange bliver betegnet som Danmarks smukkeste ridehal. Der er selvfølgelig også mulighed for at købe mad- og drikkevarer, og så er det bare at læne sig tilbage og nyde smuk dressur.
Sporten er naturligvis dressurfestivalens omdrejningspunkt, men der er også mulighed for at få stillet shoppelysten i det store messe- og udstillingsområde, hvor der er basis for at få startet julegaveshoppingen.
Entré torsdag til søndag koster 100 kr. pr. dag, og der kan købes partoutkort til alle stævnets dage for 300 kr.
/Pressemeddelelse.