Oversergent blev månedens hesteven

26-02-2009 07:05

Grethe Næsby

Dyrenes Beskyttelse har kåret Christian Müller som Månedens Hesteven, fordi han i sin undervisning vækker de menige husarer og konstablers gnist for ridning.

Rollemodeller er vigtige i al slags sport. Ikke mindst i hestesporten, hvor anvendelse af tvangsmidler og snyd har mudret billedet af godt horsemannship. Kåringen af Månedens Hesteven er Dyrenes Beskyttelses initiativ for at fremhæve den bedste måde at behandle og anvende heste, og dermed skabe gode eksempler til efterfølgelse. Med hæderen følger en plakette og en ridejakke. Oversergent i Garderhusarregimentets hesteeskadron, Slagelse, Christian Müller er i februar blevet kåret til Månedens Hesteven. Han lærer sine menige husarer og konstabler, at ridning er et samspil mellem hest og rytter. Christian Müller lægger herudover megen energi i, at hestene skal trives godt. Dyrenes Beskyttelses lokale kredsformand Erik Fredensborg overrakte prisen den 4. februar på Slagelse Kaserne. Helt ekstraordinært har Christian Müller fået tilladelse til, at ophænge plaketten i stalden, hvor der ellers ikke må hænge nogen form for plaketter. Hver måned kårer Dyrenes Beskyttelse en rytter på en dansk rideskole eller rideklub til "Månedens Hesteven" for god håndtering af heste. Det sker for at fremhæve gode rollemodeller i hestesporten og derved fremme dyrevelfærden for heste. Kriterierne, for at blive indstillet til modtagelse af hædersbevisningen, er: Man skal gennem sin omgang med heste have vist, at hensynet til hesten prioriteres over alt andet. Rytteren skal have udviklet sin personlige ride-/kørefærdighed, samt hestefaglige viden og kunnen, da disse faktorer er af afgørende betydning for hestens trivsel og velfærd. Man skal have vist, at enhver form for ridning og træning tager hensyn til, at hesten er et levende væsen, og må således ikke have udøvet fysisk eller psykisk vold overfor heste, herunder have anvendt hjælpetøjler af enhver art som tvang. Man skal med sin brug af hesten være et eksempel til efterfølgelse for andre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner