Otte danske ekvipager i top 50 på verdensranglisten

10-05-2022 12:07

FEI har netop opdateret ranglisten over de bedste dressurryttere i verden og mens Cathrine Laudrup-Dufour stadig holder fast i positionen som nummer to, så er der intet mindre end otte danske ekvipager i top 50 på verdensranglisten

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Vamos Amigos. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det går godt for dansk dressur - ja rigtig godt faktisk. Det bevidner også FEI's verdensrangliste om, som netop er blevet opdateret pr. 1 maj. Her har adskillige danske ryttere igen taget et godt ryk op ad ranglisten og det  betyder at der lige nu er intet mindre end otte danske ekvipager at finde i top 50.

Sidste efterår rykkede Cathrine Laudrup-Dufour og den 13-årige vallak Bohemian e. Bordeaux/ Samarant ind på andenpladsen efter en succesfuld sommer til både OL og EM og udover en enkelt måned hvor hun kortvarigt måtte afgive pladsen til britiske Charlotte Dujardin, ligger hun og Bohemian særdeles stabilt der. Efter World Cup-finalen i Leipzig har hun og den 11-årige vallak Vamos Amigos e. Vitalis/Blue Hors Hotline, sprunget hele 16 pladser frem og indtager nu 12. pladsen. 

Carina Cassøe Krüth og DV-hoppen Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) holder fast i positionen som nummer fem, men de to som ligger foran hende, Charlotte Dujardin/Gio og Isabell Werth/Weihegold, er ikke længere aktuelle på stævnebanerne, så mon ikke den danske ekvipage i løbet af sommeren kan rykke endnu højere op på ranglisten?

I lighed med Carina fik Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag (opdr. Atterupgaard) samlet points ved World Cup-finalen og derfor nærmer de sig top-10 med en placering som nummer 13 i denne omgang.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Efter en succesfuld tur i Hagen har Daniel Bachmann Andersen og DV-hesten Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen) endnu engang taget et step op på ranglisten. Fra at have været nummer 24 har ekvipage nu sneget sig ind på en flot 20. plads. 

Som sidste dansker til at fuldende den flotte top 50 er Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov e. Romanov/Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) rykket fire pladser op og indtager nu pladsen som nummer 50.

Her ses de otte danske ekvipager, der har placeret sig i denne måneds top-50. Tallet i parentes viser ekvipagens placering på ranglisten i den foregående måned:

  • 2 (2) Cathrine Laudrup-Dufour og Bohemian
  • 5 (5) Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera
  • 12 (28) Cathrine Laudrup-Dufour og  Vamos Amigos 
  • 13 (19) Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia
  • 20 (24) Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell
  • 42 (43) Charlotte Heering og Bufranco
  • 48 (45) Anna Kasprzak og Rock Star
  • 50 (54) Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov

Verdensranglisten pr. 1. maj 2022.

Copyright Ridehesten.com
Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner