Orthilia er tilbage

14-03-2020 12:12

Camilla Tiefensee Schrøder

Landsholdsrytteren Agnete Kirk Thinggaard har udover sin placering i den internationale Grand Prix Freestyle i går også vundet en flot comeback-sejr med Atterupgaards Orthilia i den nationale Grand Prix ved Global Dressage Festival i Wellington

Copyright Ridehesten.com
Agnete Kirk Thinggaard og Atterupgaards Orthilia. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med en score på 75.326% blev det danske Agnete Kirk Thinggaard, der vandt den nationale Grand Prix-klasse i går ved Global Dressage Festival i Wellington.
Den sikre sejr som eneste rytter over 70% opnåede hun på Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/Donnerschlag (opdr. Kristine Munch Nielsen), og der blev bl.a. høstet et 9-tal fra den ene dommer for den sidste piaffe i programmet.

Orthilia har haft en lang skadespause, og har ikke været at finde på stævnebanerne siden World Cup Herning i 2018. Hoppen var færdig med sin genoptræning, da hun fløj til USA ved årsskiftet, og Agnete har i Wellington arbejdet på at få hoppen stille og roligt tilbage i stævneform.

Agnete Kirk Thinggaard fik hermed en god afslutning på sin sæson i Wellington i denne uge, hvor hun også opnåede placeringer med Blue Hors Zatchmo i de internationale klasser.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnet i Wellington gør nu klar til at lukke ned på mandag, og det er to uger før tid. Nedlukningen skyldes udviklingen i forhold til coronavirus, som har fået arrangementer og sportsbegivenheder verden over til at aflyse de næste mange uger.

Se resultatlisten

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen