Landsstævne med store profiler i Hedensted

29-01-2018 09:05

Camilla Tiefensee Schrøder

Hedensted og Omegns Rideklub afholder landsstævne i dressur for heste fra den 9.-11. februar, hvor bl.a. Agnete Kirk Thinggaard og Daniel Bachmann Andersen er at finde på startlisterne med spændende heste

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Veneziano viste flotte takter i Bundgaard Byg Cup-finalen i november sidste år, hvor de blev nummer 4. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Landsholdsrytteren Agnete Kirk Thinggaard er blandt de mange top-dressurryttere, som er meldt klar til landsstævnet i dressur i Hedensted og Omegns Rideklub den anden weekend i februar måned.

Agnete skal ride i Grand Prix-klassen på sin relativt nyerhvervede Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/Donnerschlag (opdr. Kristine Munch Nielsen). Hun købte den nu 13-årige hoppe for et år siden af engelske Fiona Bigwood og fik den dermed tilbage på danske hænder. Desværre betød en kodeforvridning i foråret, at ekvipagen var ude af spil i hele sommersæsonen, men efter en lang genoptræningsperiode er de nu klar til start igen i Hedensted.
Med sig har hun desuden hingsten Blue Hors Zatchmo e. Blue Hors Zack/Donnerhall (opdr. Inge Bastian) som hun debuterer med i Prix St. George. Agnete Kirk Thinggaard har for nylig overtaget den ni-årige hingst fra Blue Hors.

I Grand Prixen, som afholdes om søndagen, vil Daniel Bachmann Andersen være til start på to heste: Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/Wolkentanz II (opdr. Bernhard Sieverding) og Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/Olympic Ferro (opdr. J. Lamers). Sidst men ikke mindst vil han trække 8-årige Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/Donnerhall af stalden, klar til Intermediaire II.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er altså udsigt til masser af flot dressur på programmet. Også flere ryttere fra Helgstrand Dressage er til start samt beridere som Marie Anita Andersen, Carina Cassøe Krüth m.fl.

Se startlisterne

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner