Orkan i Tryon?

11-09-2018 13:27

Britt Carlsen

De danske ryttere og heste er kommet godt til WEG i Tryon, men der er orkanvarsel i området, og alle følger udviklingen tæt

Copyright Ridehesten.com

Denne uge går starten på to uger med VM i ridesport (World Equestrian Games (WEG)) i Tryon i USA. Onsdag starter dressurkonkurrencerne, og her er det Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Zack, Anders Dahl på Selten HW, Betina Jæger Jensen på Mane Stream Belstaff og Rikke Svane på Finckenstein, der skal repræsentere de danske farver. Ugen efter er der dansk deltagelse i paradressur og voltigering.

Danskerne er kommet godt over Atlanten
Forrige mandag blev de danske heste læsset ombord på et fly i Liege i Frankrig, hvorfra de satte kurs mod Tryon i North Carolina, hvor deres ryttere ventede. Efter karantæne og dyrlægekontrol er alle heste klar til, at de sammen med deres tobenede makkere skal indtage det store dressurstation onsdag og torsdag.

”Ryttere og heste er kommet godt til Tryon, og efter at hestene har været karantæne tre dage, er vi godt i gang med træningen frem mod onsdag og torsdag. Der er orkan-varsel i området, så det følger vi selvfølgelig tæt, og retter os efter de anvisninger, der måtte komme. Vores mål er at komme i top seks i holdmesterskabet, hvilket vil sikre os kvalifikation til OL i Tokyo i 2020, samt at få en ekvipage blandt de 15 bedste, der får adgang til den endelige kür-finale på søndag,” siger landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Det er kæmpe stort
Daniel Bachmann Andersen har efterhånden været med i toppen af dansk ridesport i en del år, hvor det i bl.a. er blevet til DM-sølv i år og en 7. plads i World Cup-finalen med Blue Hors Zack, som han har med til VM. Ekvipagen ligger pt. nr. 12 på verdensranglisten, og det er første gang, at de repræsenterer Danmark ved et stort mesterskab.

”Zack er kommet godt gennem den lange rejse og karantænen, og efter tre dages træning er vi ved at finde topformen, så vi er klar til at toppe på torsdag, hvor vi skal ride vores Grand Prix. Det er en lang rejse, og det er en stor konkurrence venue, men alle på holdet er faldet godt til, og vi har det rigtig godt og sjovt sammen. Nu kribler det bare for at komme på banen, så vi kan gi’ den max. gas for Dannebrog,” siger Daniel.

Fire dage med VM-dressur
Onsdag og torsdag skal der rides Grand Prix, og her er det holdmedaljerne, der er på spil (holdenes tre bedste resultater tæller). Herfra går de 30 bedste ekvipager videre til fredagens Grand Prix Special, hvor det første individuelle medaljesæt er på spil. De 15 bedste (max. tre fra en nation) går videre til søndagens VM-finale, der rides i Grand Prix Kür.

Følg også med på arrangørernes hjemmeside HER

Kilde: DRF/pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner