Charlotte Kusk Berwald
I næsten ti år har hoppen Gazelle og amerikanske Kent Farrington dannet par på de største internationale springbaner. Hoppens ejer, Robin Parsky, har på sin Instagram fortalt at det nu føltes som det rigtige tidspunkt at pensionere "hoppen med de store ører", som hun kalder Gazelle.
Afsked med manér
Gazelle får lov at sige ordentligt farvel på lørdag, hvor publikum får lov at tage afsked med den populære hest. I forbindelse med afholdelsen af CSI 5* Grand Prix i Wellington, Florida vil der blive afholdt en afskedsceremoni. Derefter vil hoppen fremover nyde et liv fyldt med store græsmarker og solskin.
Et hav af placeringer
I løbet af karrieren har Gazelle vundet over fire millioner dollars i præmiepenge. Det er blevet til sejre både til Rolex CSIO Aachen, Rolex CSI Geneva, GCT Madrid, Queen Elizabeth II Cup Spruce Meadows, American Gold Cup, Fidelity Investments CSI Wellington, Rolex CSI Tryon, Jumping International Valence, Hubside St Tropez samt mange andre. Kent Farrington og Gazelle repræsenterede USA i Tokyo til OL 2020 og tilbage i 2015 til de Panamerikanske Lege.