OBS! - Ingen bagbensgamacher til ET

28-10-2019 16:27

Britt Carlsen

Dansk Varmblod oplyser, at der er truffet beslutning om, at springhestene ikke må bære bagbensgamacher til Egnethedstesterne

Copyright Ridehesten.com
Det er nu ikke længere tilladt at bruge bagbensgamacher ved ET. Foto: Ridehesten.com/Sanne Kolind

Dansk Varmblods Egnethedstest i springning er en test af springhestens naturlige egenskaber. Hesten vurderes i galop, ridelighed, kapacitet og teknik. Det er 4-årige heste, som er til bedømmelse, og Dansk Varmblods disciplinansvarlig i springning Johnny Hansen fortæller:

– I forhold til en vurdering af hestens springteknik, ved vi at nogle bagbensgamacher har stor indvirkning på teknikken. Når disse gamacher bruges, ser vi derfor ikke springhestens naturlige egenskaber, og kan således ikke vurdere disse egenskaber.
Til egnethedstesten i Billund så vi bagbens gamacher, hvis fysiske mål falder indenfor de i Dansk Varmblods Regler & Vedtægter beskrevne tilladte bagbensgamacher. Men gamachens form, hårdhed og funktionalitet er af sådan en udførelse at det med sikkerhed vil have stor indvirkning på hestens springteknik
På den baggrund blev det besluttet, at hesten ikke måtte deltage i Egnethedstesten med disse gamacher på bagbenene.

Dansk Varmblods mål er en ensartet bedømmelse foretaget under standardiserede forhold, så resultatet kan blive så sikkert og objektivt som muligt.

– Derfor er det besluttet at alle heste vises uden bagbensgamacher. Denne beslutning vil med henvisning til ønsket om en standardiseret bedømmelse naturligvis også gælde for kommende Egnethedstests i Ikast og på Vallensbæk, slutter Johnny Hansen.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner