Nyt magasin ude nu: April 2024

01-04-2024 13:24

Trine Askjær-Jørgensen

En ny måned er lig med et nyt Ridehesten-magasin, og vi har som altid knoklet for at lave masser af spændende indhold om dressur, springning, avl, fagligt m.m. Se her, hvad april-bladet, som er det store hingstekåringsnummer, indeholder

Copyright Ridehesten.com

Endnu engang har vi planlagt, produceret og fået trykt et Ridehesten-magasin, som byder på læsning indenfor forskellige emner af heste og ridesport. Denne gang er turen kommet til april 2024, som du nu kan finde i vores webshop. På forsiden er den unge hollænder Jesse Drent, som sammen med shetlandsponyen Macho i år udgjorde et af de udenlandske og meget populære indslag ved Dansk Varmblods gallashow i forbindelse med hingstekåringen i Herning.

Måske er du faldet over Jesse på YouTube, Instagram eller TikTok, for hvad der startede som en måde at gemme billeder online har udviklet sig til at blive en sensation på sociale medier. Jesse har været passioneret omkring heste, siden han var helt lille, og han har dokumenteret sine mange oplevelser med heste på sociale medier og derfra udviklet sig til at blive træner, forfatter, influencer og et stort ”hesteidol” for mange.

Vi mødte Jesse i Herning til en snak om hans baggrund, hvordan hans hverdag og liv ser ud, hvad han godt kan lide ved at optræde, hvad hans fokus er i træningen med hestene og meget mere, så du i det nye magasin kan blive klogere på det 28-årige fænomen, der har taget hesteverdenen med storm.

Copyright Ridehesten.com
Kåringskommissionerne i både dressur og springning gav udtryk for stor tilfredshed med de unge hingstes type. Her fremvises den dressurbetonede præmiehingst, Plus Horses Redemption, på fast bund. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Stort tema om Dansk Varmblods Hingstekåring
Sædvanen tro er april-magasinet det helt store Herning-nummer, hvor vi i Ridehestens redaktion har gjort os umage for at komme hele vejen rundt om Dansk Varmblods Hingstekåring. Derfor kan du i det nye magasin komme med bagom blandt andet kåringen af 3-års hingste, 4-års og ældre dressur- og springhingste, årets hingst, H.K.H. Prinsesse Benediktes vandrepræmie,  MCH’s Varmblodspris, Hestens Værns fremvisningsmedalje, unghestechampionaterne i dressur og springning, international dressur og springning, DM i Hest og DM for beslagsmede. Gennem os kan du også møde nogle af de legender – ikoner indenfor ridesporten – der var at finde i Herning, mens Dansk Varmblods formand Jan Pedersen ser tilbage på hingstekåringen 2024 og giver sit syn på dens fortsatte udvikling.

Copyright Ridehesten.com
Om hesten bærer sit hoved foran eller bag den lodrette linje samt om ørerne er vendt bagud eller lagt fladt ned, er nogle af de 24 adfærdsmarkører. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Kender du de 24 adfærdsmarkører?
Selvom hestevelfærd har været meget i fokus indenfor de sidste år, så er det i kølvandet af både Det Dyreetiske Råds udtalelse om brug af heste i sport samt flere kedelige sager, der i 2023 så dagens lys, kun blevet et endnu mere aktuelt emne. I Ridehestens redaktion har vi besluttet os for fremover at arbejde på at formidle evidensbaseret viden i tiltagende grad, for hvis vi skal kunne møde omverdenens kritik med velfunderet argumentation, skal vi være fuldt bevidste om, hvad vi gør med vores heste, og hvorfor vi gør det.

Der findes masser af glimrende forskning i heste, og i det nye magasin tager vi dig derfor igennem dr. Sue Dysons værktøj over 24 adfærdsmarkører, der kan bruges til vurdering af heste under rytter. Så er du bedre klædt på til at opdage, om din eller andres heste udviser tegn på smerte, når de bliver redet, og på den måde bidrage til at forbedre hestevelfærd.

Copyright Ridehesten.com

Magasinet byder selvfølgelig på meget mere indhold end dét – du kan bl.a. læse om følgende:

  • Portræt af Casper Cassøe Krüth, som har forladt Dansk Varmblod
  • DV's Hingsteliste 2024
  • Fra føl til sportshest: Atterupgaards Cooper
  • UVM-udtagelse for dressurheste
  • UVM-udtagelse for springheste
  • Portræt af Jakob Leth, som stiller op til DRF's bestyrelse
  • Min favoritøvelse: Lars Rasmussen
  • Præstationsfremmende ryttertræning

Foruden ovennævnte finder du meget andet spændende læsestof i magasinet, der som altid byder på mange, flotte billeder som et supplement til teksterne i de mange artikler.

På vores webshop finder du altid de seneste 12 magasiner, og her kan du også bestille april-magasinet, så du kan få det leveret hurtigst muligt.

Du kan også tegne abonnementer af forskellige varigheder – fysiske som digitale – så du får magasinet leveret hver eneste måned og dermed holder dig opdateret på den nyeste viden fra hesteverdenen.

Du kan selvfølgelig også læse magasinet online, hvis du tegner et abonnement.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner