merete.haahr@me.com
Kurset henvender sig til de, som allerede er i gang,eller for dem, som overvejer at arbejde som rideterapeut, men også for dem, der blot ønsker at tilegne sig ny viden og inspiration omkring, hvad hestene kan hjælpe os med i det pædagogiske arbejde. Kurset er godkendt af Rideterapeutforeningen, og det bliver afholdt på Pædagogisk Center for heste og mennesker, som hører hjemme i Hedehusene på Sjælland.
Udgangspunkt i nyeste forskning
Det tager afsæt i stedets mange årige pædagogiske/rideterapeutiske praksis med sårbare børn og islandske heste. Kurset består af en varieret undervisning, baseret på praktiske øvelser, cases, teori og den seneste forskning. Undervisningen vil tage afsæt i teorier så som Andrew McLeans forsknings baserede teori om heste adfærd og træning, en gennemgang af calming signals, baseret på bogen af Rachel Draaisma, samt en del teori i form af artikler, bøger og forskning omkring samspillet mellem mennesker og dyr. Undervisningen vil blandt andet dække relationer, nervesystemet, kæledyrs betydning, social intelligens etc., alt sammen med fokus på samarbejdet mellem med mennesker og heste.
Se filmen om Rideterapi:
Stor vægt på etik og hestevelfærd
Der bliver lagt stor vægt på arbejdet med hestene, både det professionelle hestehold, træningen af hestene. Der vil være vejledning omkring valg af udstyr, og hvordan man finder de bedst egnede heste samt en udførlig gennemgang af arbejdet med hestene fra jorden såvel som fra ryggen. På kurset vil der navnligt blive undervist i hestevelfærd og adfærd, og vil der blive lagt særlig vægt på de etiske overvejelser omkring inddragelsen af hestene i pædagogisk praksis.
Pædagogisk tilgang til arbejdet med heste
Ud fra cases med forskellige elever i rideterapien/den pædagogiske praksis, og ud fra både teoretiske og praktiske øvelser med heste vil der blive gået i dybden med, hvordan man ud fra en pædagogisk tilgang og i samarbejde med hestene, kan hjælpe mennesker med psykiske problematikker.
Undervisere
Undervisere på kurset er Maja Frederiksen, som er uddannet pædagog og rideterapeut. Desuden er hun B-instruktør v. Dansk Islandsheste Forening og Centret rideinstruktør level 2. Maja har igennem mange år har arbejdet med rideterapi for samt rideundervisning af unge og voksne. Hun har livslang erfaring med heste, og holder foredrag omkring emner som rideterapi og hestevelfærd. Desuden underviser Birgit Frederiksen på kurset. Hun er uddannet pædagog, rideterapeut samt træner 1 ved Dansk Rideforbund. Birgit er i øjeblikket under uddannelse hos Ute Lehman i "Horses in Harmony Trainer".
Godkendt af Rideterapeutforeningen
Kurset kan bruges til optagelse i Rideterapeutforeningen på "heste- og rideterapidelen", såfremt man opfylder kravet om en mellemlang uddannelse på professions bachelor niveau. Der vil desuden være mulighed for at tage et førstehjælpskursus til heste og i emnet "Hestens smerte ansigt” i forbindelse med kurset. Dette afholdes i samarbejde med stedets dyrlæge, der har undervist flere gange på KVL dyrehospitalet Tåstrup.
Hvis du ønsker at udvide din faglige viden inden for heste og lære mere omkring heste i samspillet med mennesker, så er dette kursus måske noget for dig. Kurset strækker sig over tre weekender i henholdsvis februar, marts og april 2020. Modul 1: 22.-23. februar, modul 2: 28.-29. marts, Modul 3: 25.-26. april. Der er begrænset antal pladser, der tildeles efter først til mølle princippet.