Anna Pørtner
Mens julefreden for alvor sænker sig, og de fleste af os lader op til det store brag nytårsaften, er to danske ponyryttere langt fra gået på ferie. Fra den 26.-30. december skal de nemlig ride finalen i dette års FEI Jumping Ponies' Trophy, som foregår i Mechelen, Belgien.
Det er nemlig Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Selma Hundborg Dresler, der i dagene mellem jul og nytår drager til Belgien for at konkurrere om titlen som vinder af den prestigefyldte turnering. Begge de unge talenter har redet flotte resultater hjem i løbet af kvalifikationsstævnerne, hvor blandt andet Selma Hundborg Dresler løb med en sejr ved World Cup-stævnet i Herning, ligesom Palma Sophie Gry Jansson-Christensen senest red en topplacering hjem ved kvalifikationsstævnet i Stuttgart.
Den populære turnering, FEI Jumping Ponies' Trophy, er for ponyspringrytterne og skal være med til at løfte ungdomssporten. Turneringen består af en række stævner med en finale, hvor ponyspringningen afvikles på absolut højeste niveau for at skærpe interessen for ungdomssporten hos publikum og de store medier. Ponyrytterne får mulighed for at konkurrere på samme stævnepladser som verdens bedste ryttere, og på den måde opnår de uundværlig erfaring, som de kan tage med videre i deres karriere som springryttere.
FEI Jumping Ponies' Trophy afvikles på samme vis som World Cup-serien, hvor ponyrytterne får mulighed for at ride kvalifikationer til samme store stævner som verdens bedste ryttere. Herunder kan du se, hvor og hvornår afdelingerne afvikles.
Det er kun de 20 bedste ekvipager, der efter de fire kvalifikationsstævner har redet flest point hjem, der kvalificerer sig til at ride finalen, og to af dem, er altså danske. Efter kvalifikationerne ligger Palma Sophie Gry Jansson-Christensen på en 15. plads med 15 point, mens Selma Hundborg Dresler ligger på en 17. plads med 13 point. I toppen af listen finder vi hollandske Lieselot Kooremans, der har redet sejren hjem i intet mindre end tre ud af de fire kvalifikationer.
Nu er de to unge, dygtige, danske ryttere klar til at give deres allerbedste i finalen i Mechelen mellem jul og nytår, hvor de skal op imod nogle af verdens allerbedste ponyryttere fra blandt andet Holland, Tyskland, Belgien, Schweiz, England og Frankrig. Her bliver der altså uden tvivl kamp til stregen, når vinderen af dette års FEI Jumping Ponies' Trophy skal findes.
Se hvem der er kvalificeret til at ride finalen lige her.