Jacob Theodor Schmidt sikrer sig guldet

03-05-2025 15:24

VIDEO:Det er første gang, at jeg vinder danmarksmesterskabet, og nu hvor det er mit sidste ungdomsår, skulle det også til at være, lød det fra en meget glad Jacob Theodor Schmidt, da han efter en spændingsfuldt finale kunne stille sig øverst på podiet i Agria og DRF-Mesterskabet for U21-rytterne

Copyright Ridehesten.com
De tre medaljetagere, Jacob Theodor Schmidt med guldet, Clara Roesgaard Kristensen med sølv og Silje Frederikke Kristoffersen med bronze. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

På det smukke Stutteri Ask beliggende på Nordfyn lige ud til Dalby bugt, er der her til eftermiddag blevet afholdt Agria og DRF-Mesterskab i springning for U21-rytterne. En hæsblæsende finale, hvor spændingen blev trukket til det allersidste. Ekvipagerne red i torsdags første kvalifikation, hvor otte ud af i alt 14 ekvipager gik videre til anden kvalifikation. 

Torsdagens første kvalifikation af mesterskabet blev redet i en metode C, hvilket vil sige, at eventuelle fejl blev omregnet til straftid, der tillægges den endelige tid. Placeringsrækkefølgen blev dermed bestemt efter laveste tid, og ekvipagerne blev herefter tildelt fejlpoint alt efter placeringsrækkefølge. Det vil altså sige, at vinderen fik 0 fejlpoint, mens andenpladsen fik fejlpoint for det antal sekunder, deres totaltid var langsommere end vinderens, og så fremdeles. 

Til trods for lidt blæsende og gråt vejr, var der mødt talstærkt publikum op til dagens finale for at heppe på de dygtige ryttere, der stod overfor to runder, hvor forhindringernes højde lød på 145 cm. 

Copyright Ridehesten.com
Selvom vejret var overskyet og gråt, skulle de tre placerede ryttere dyppes i vandgraven. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Første runde skabte rokade i placeringsrækkefølgen
Det betød altså, at det kun var én enkelt ekvipage, der gik ind til anden kvalifikation med 0 fejl, nemlig vinderen af første kvalifikation, Noona Wildfang Linde. Det betød også, at der ikke var langt mellem placeringerne, og en bom i første kvalifikation kunne altså koste dyrt, da fejlene fra dagens anden kvalifikation blev tillagt ekvipagernes daværende strafpoint. 

Første ekvipage, der skulle på banen i anden kvalifikation, var Natasha Tang Kaspersen, der med den 17-årige DV-hingst Volstrups Cash e. Volstrups Casillas/ Churchill (opdr. Pia Holländer), og hun kom ind med flest strafpoint fra første kvalifikation, nemlig 9,16. I dag lavede ekvipagen dog helt om på placeringsrækkefølgen, da de med en fejlfri runde sikrede sig et endeligt resultat på 9,16 strafpoint, eftersom ingen fejl blev tillagt. 

Copyright Ridehesten.com
Natasha Tang Kaspersen og Volstrups Cash red to helt suveræne fejlfrie runder. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Flere af ekvipagerne rokerede i den grad rundt på placeringsrækkefølgen, hvor Jacob Theodor Schmidt formåede at rangere fra en sjetteplads fra første kvalifikation til at føre mesterskabet efter anden kvalifikation. I sadlen på DV-hingsten Bøgegården Gladiola e. Bøgegården's Graf's Stakkato/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Stina og Jørgen Schmidt), sikrede han sig nemlig en helt suveræn fejlfri runde i anden kvalifikation, der dermed sikrede ham et slutresultat på 3,61 point inden finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Jacob Theodor Schmidt og Bøgegården Gladiola lagde sig i spidsen af mesterskabet med en fejlfri runde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Med andre ord - en bom kostede dyrt for den eneste ekvipage, der gik til anden kvalifikation med 0 fejl, Noona Wildfang Linde og Choppine Du Bidou e. Rock'N Roll Semilly/ Aiglon Rouge, og desværre røg der én af dem og så blev der markeret for fejl på vandgraven i anden kvalifikation, hvilket altså gav dem 8 fejl, som også blev det slutresultat, de gik til finalen med. 

Efter flere suveræne runder fra de dygtige U21-ekvipager var det derfor Jacob Theodor Schmidt, der gik til finalen med de bedste odds, mens anden- og tredjepladsen blev bibeholdt af henholdsvis Clara Roesgaard Kristensen og Silje Frederikke Kristoffersen

Copyright Ridehesten.com
Noona Wildfang Linde og Choppine Du Bidou gik til anden kvalifikation med de bedste odds, men desværre var det ikke helt deres dag. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Spændingen blev trukket til det sidste i finalen
Det var en enormt spændingsfyldt finale, vi var vidne til på Stutteri Ask her til eftermiddag. Fra de indledende runder var der nemlig gået syv dygtige ekvipager videre til finalen. Her blev spændingen trukket til det allersidste, placeringsrækkefølgerne byttet rundt og fejl sneg sig ind. 

Ekvipagerne gik til finalen med fejlene fra første- og anden kvalifikation, men som bekendt kan alt ske. Fejlene koster dyrt og nerverne sidder helt ude på tøjet. Da de sidste tre ryttere red på banen, altså de tre bedste efter de to kvalifikationer, var det marginalerne, der skilte dem ad. Flere af rytterne havde redet flotte fejlfrie finalerunder, og lagde altså pres på de resterende tre ryttere. Det var nemlig dem, der kunne afgøre, hvem medaljerne skulle gå til. 

Den første af de tre bedste fra første og anden kvalifikation var Silje Frederikke Kristoffersen i sadlen på DV-vallakken Actionbreak e. Action-Breaker/ Baloubet Du Rouet (opdr. Linus Camitz), der havde 6,1 fejl med fra de to første runder. Med en meget velspringende Actionbreak og en flot velovervejet runde, red Silje fejlfrit i mål, og lagde dermed maksimalt pres på de to resterende ryttere, der ikke kunne få så meget som et enkelt nedslag, hvis de ville holde fast i deres placeringer. 

Copyright Ridehesten.com
Silje Frederikke Kristoffersen og Actionbreak lagde maksimalt pres på de to resterende ryttere med en fejlfri runde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Det pres modstod Clara Roesgaard Kristensen, der i sadlen på AK's Cavalina e. Cachas/ Chello I trak spændingen endnu mere ud, da hun også red fejlfrit over målstregen, hvilket lagde hende i spidsen af mesterskabet inden sidste rytter red på banen. Spændingen var til at mærke og føle på, publikum heppede med og rytterne red forhåbningsfuldt rundt på opvarmningen, der ligger lige for enden af konkurrencebanen. 

Copyright Ridehesten.com
Clara Roesgaard Kristensen formåede at modstå presset med AK's Cavalina. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Da sidste ekvipage red på banen, kunne han ikke tåle så meget som én nedrivning. Presset var altså maksimalt, og det kunne mærkes på tribunerne. Alle var helt stille, da Jacob Theodor Schmidt og Bøgegården Gladiola passerede første forhindring. Spændingen blev trukket til det allersidste, men Jacob holdt hovedet fuldstændig koldt - og endda måske også lidt for koldt. Han vidste nemlig godt, at han kunne ride med en enkelt tidsfejl, og det udnyttede han til fulde. Han red nemlig over målstregen med en enkelt tidsfejl, og kunne dermed kalde sig dansk mester

Copyright Ridehesten.com
Det var en meget glad Jacob, der red over målstregen efter en vellykket finalerunde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Dermed blev det sølv til Clara Roesgaard Kristensen og AK's Cavalina, mens Silje Frederikke Kristoffersen og Actionbreak sikrede sig bronzemedaljen. 

Hør herunder hvad Jacob Theodor Schmidt har at sige om Bøgegården Gladiola, og om det var planlagt, at han trak spændingen til det sidste: 

Fakta
De placerede U21-ryttere

De placerede U21-ryttere i Agria og DRF-Mesterskabet er: 

  1. Jacob Theodor Schmidt med Bøgegården Gladiola
  2. Clara Roesgaard Kristensen med AK's Cavalina
  3. Silje Frederikke Kristoffersen med Actionbreak 
  4. Natasha Tang Kaspersen med Volstrups Cash 
  5. Noona Wildfang Linde med Choppine Du Bidou
  6. Nicoline Bo Rasmussen med Cabrio 
  7. Frida Munk Lassen med Kirkelodgaards Ci Ci Chopin DWB
Fold up

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner