Selma ender som 3'er i finalen

31-12-2024 12:07

I går eftermiddags red Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Selma Hundborg Dresler finalen i den prestigefyldte FEI Jumping Ponies' Trophy-turnering i Mechelen, Belgien. Efter to spændende finalerunder blev det til dansk podieplads

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco endte på en suveræn tredjeplads i finalen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Imens vi andre forbereder os til et brag af et nytår, er to dygtige, danske ponyryttere taget til Mechelen i Belgien for at ride FEI Jumping Ponies' Trophy-finalen. Efter fire kvalifikationsstævner i løbet af sæsonen har Selma Hundborg Dresler og Palma Sophie Gry Jansson-Christensen nemlig formået at blive blandt de 20 bedste over hele turneringen, der i går kæmpede om trofæet i den prestigefyldte finale. I fredags lagde de to piger ud med to suveræne præstationer, ligesom Palma Sophie Gry Jansson-Christensen kom på podiet i anden afdeling af finalen i lørdags. 

I går, mandag, var det den endelige finaledag for de 15 bedste ekvipager fra første og anden afdeling, og her var forhindringernes højde endnu en gang sat op til hele 135 cm. Finalen skulle rides over to runder, hvor fejl fra begge runder tæller med. Den med færrest fejl efter begge runder, kunne kalde sig vinder af finalen. 

I første runde af finalen skulle de to danskere på banen lige efter hinanden. Først ud var Selma Hundborg Dresler med start nummer 11, der gik ind til finalen med syv fejl omregnet efter placeringsrækkefølgen fra de seneste to afdelinger. I sadlen på den bare 9-årige Clounamon Coco red Selma en meget flot runde, hvor der desværre faldt en enkelt forhindring først på banen, men med et flot overblik formåede ekvipagen at klare sig fejlfrit igennem resten af banen, og derfor endte de altså på 11 fejl efter første runde af finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco havde en enkelt nedrivning i første runde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Lige efter Selma, var det Palma Sophie Gry Jansson-Christensens tur med start nummer 12, der kom ind til første runde af finalen med seks fejl. Endnu en gang var den 15-årige Parc Icon yderst fremadgående, men med sin imponerende kapacitet formåede den fantastiske kat. II-pony at klare sig suverænt igennem første halvdel af banen med en yderst effektiv Palma i sadlen. Desværre misforstod parret hinanden i trekombinationen, hvilket gav en del fejl både på banen og tiden, og derfor endte Palma altså med 30 fejl efter første runde af finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon misforstod desværre hinanden i trekombinationen, hvilket gav dem en del fejl i første runde af finalen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

I anden runde af finalen var det de ti bedste ryttere fra første runde af finalen, der skulle ride, og derfor kun Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco, vi skulle se igen. Med 11 fejl skulle Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco på banen som start nummer fire. Selma lagde helt fantastisk fra start og med en meget velspringende Clounamon Coco klarede de sig flot og fejlfrit igennem den udfordrende bane i en meget god tid, nemlig 63,78 sekunder, hvilket lagde dem på en foreløbig førsteplads. 

Coco har sprunget helt fantastisk hele ugen og sprang hendes første 135 cm i lørdags, og endte så med en nulrunde i dag. Jeg synes det var en svær bane med mange udfordringer, men Coco gør bare altid sit bedste for at komme fejlfrit i mål, fortæller Selma efter den suveræne fejlfrie tur. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco sikrede sig en fejlfri tur i anden runde af finalen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Da de resterende ni ryttere havde været igennem lå det klart, at Selma med sin fejlfrie runde ikke fik tilføjet flere fejl, og dermed endte parret altså på 11 fejl i finalen. Det var nok til en podieplads for den dygtige dansker, da hun sluttede FEI Jumping Ponies' Trophy-finalen på en imponerende tredjeplads

Det har været helt fantastisk at ride i den store hal, hvor der bare hele tiden har været så mange tilskuere. Selv når man rider dressur om morgenen, rider man sammen med alle de helt store ryttere, der rider World Cup i springning. Det er virkelig fedt, at de har lavet den her turnering, hvor vi får lov at komme og ride til de helt store stævner, fortæller Selma om oplevelsen i Mechelen. 

Sejren gik til Laura Andre fra Schweiz i sadlen på Clementine, der havde to fejl med sig fra første runde og seks fra anden runde, og derfor sluttede på samlet 8 fejl, hvilket var finalens bedste resultat. Anden bedst blev tyske Hannah Blandfort med ponyen Karim van Orchid S. Til trods for 10 fejl fra første runde, formåede tyskeren altså at ride det bedste resultat i anden runde, og sluttede derfor med i alt 10 fejl. Danske Palma Sophie Gry Jansson-Christensen sluttede på en flot 15. plads i et meget stærkt felt af verdens bedste ponyryttere. 

Copyright Ridehesten.com
Det har været fantastisk at ride i Mechelen, fortæller Selma Hundborg Dresler. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Klassens start- og resultatliste. 

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen