Anna Pørtner
Efter en meget vellykket sæson, hvor han har leveret stabile topresultater mod verdenseliten, fortsætter Andreas Schou den positive udvikling på den internationale scene. På den seneste FEI Longines verdensrangliste er den danske toprytter rykket yderligere frem. Fra sidste måneds plads som nr. 85, har han i denne måned indtaget pladsen som nr. 62 med i alt 1775 point. Dermed nærmer Schou sig for alvor top-50 over verdens bedste springryttere endnu en gang.
Stærk sæsonafslutning i Riyadh
Den flotte fremgang på verdensranglisten kommer ovenpå en imponerende afslutning på sæsonen, hvor Schou ved Longines Global Champions Tour-finalen i Riyadh sikrede sig en samlet tredjeplads i turneringen - et historisk resultat for dansk ridesport.
I et stærkt felt fyldt med verdensranglistens absolutte topryttere leverede Schou og hans trofaste makker Napoli vh Nederassenthof e. President/ Quasimodo Z igen stabile og stærke præstationer. Parret sluttede sæsonfinalens Grand Prix med en niendeplads efter en fejlfri hovedrunde og et enkelt nedslag i omspringningen.
Også tidligere på måneden har Schou markeret sig i LGCT med flere topplaceringer, der tæller med i pointene på verdensranglisten. Blandt anden red han sig til en suveræn andenplads i Grand Prix-klassen i Rabat med Napoli vh Nederassenthof, ligesom han sikrede sig en fjerdeplads i 155 cm-klassen ved finalestævnet med Billy Matador e. Billy Mexico/ Animo.
En smule rokade i toppen
Det er fortsat Kent Farrington fra USA, der troner på toppen af verdensranglisten med 3417 point, men ser man på sidste måneds verdensrangliste kontra denne måneds liste, så er der sket rokade hos anden- og tredjepladsen. Den er nemlig blevet byttet rundt, så det nu er Storbritanniens Scott Brash, der indtager andenpladsen med 3222 point, mens landsmanden Ben Maher er rykket ned på tredjepladsen med 3192 point.
Fjerdepladsen er fortsat uændret, hvor OL-guldvinder Christian Kukuk fra Tyskland ligger med 3120 point, mens femtepladsen har fået en ny rytter, nemlig belgiske Gilles Thomas, der rykker op fra sidste måneds sjetteplads med 2964 point efter en suveræn sæsonafslutning ved LGCT, hvor han løb med den samlede sejr.