Annika Knudsen Lorentsen
Endnu en dag er nået vejs ende ved Aalborg Dressage Event 2025, hvor mange danske såvel som udenlandske ryttere har været i aktiv gennem dagen.
Dagen startede med ungrytternes individuelle konkurrence, hvor der var 11 ekvipager til start. Bedst af dem var danske Sophia Boje Obel Jørgensen med Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/De Niro 6 (opdr. Anne Dorte Riis Meyland), som slog sine konkurrenter med næsten 5 procent. Hun opnåede i dag 72,843 procent.
Andenpladsen i denne klasse tog svenske Maja Hermansson med Fürstenhit e. Fürstenball OLD/Sandro Hit, mens danske Margaretha Rosenkilde med Tiger G e. Tuschinski/Sir Donnerhall (opdr. Åse Elner Warnegård) tog tredjepladsen.
Kun svenskere i 3-stjernet kür
I den 3-stjernede klasse var der i dag ikke så mange til start, og det skyldes blandt andet, at de ryttere, der red den 3-stjernede Grand Prix tidligere på ugen kunne vælge om de ville ride i gårsdagens Grand Prix Special eller i dagens Grand Prix kür. To havde blot valgt at ride Grand Prix kür i dag, og begge var fra Sverige.
Bedst af de to var Caroline Darcourt med Bournonville e. Ips Bon Bravour/Loudini (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen). De opnåede i dag 73,285 procent og tog sejren.
Britisk sejr for U25
I U25-rytternes Grand Prix kür, var der i dag 10 ekvipager til start. Seks af dem var danske, to norske, en svensk og en britisk. Det blev sidstnævnte nation, der trak det længste strå, da Annabella Pidgley med Vamos Amigos e. Vitalis/Blue Hors Hotline tog sejren.
Annabella leverede et overbevisende ridt, som blev belønnet med mange flotte karakterer af dommerne. Samlet endte hun med 77,175 procent, hvilket sikrede hende en sikker sejr.
Tættest på Annabella var i dag Alexander Yde Helgstrand, som opnåede 74,975 procent i sadlen på Inspiration PF e. Everdale/Calido. Annabella og Alexander danner par, og i slutningen af sidste år flyttede Annabella en del af sine heste til Danmark, hvor hun nu træner side om side med Alexander hos Helgstrand Dressage i Nordjylland. De to kunne i dag glæde sig over, at de sikrede de to bedste placeringer i U25-klassen.
På tredjepladsen i klassen blev det danske Thea Bech med Dionisos e. Spielberg/Sir Sinclair, som opnåede 74,7 procent.
Filippa dominede ponyklassen
Filippa Jæger Jensen har haft et særdeles succesfuldt stævne i Aalborg, hvor det i går blev til en første- og tredjeplads. I dag blev det resultat forbedret, da hun sikrede sig både første- og andenpladsen.
Sejren tog hun i sadlen på Top Vincento e. Top Vidal/Nantano. Sammen opnåede de i dag 72,703 procent. Andenpladsen tog hun i sadlen på Crown Charm Of Royal e. Casino Royal K WE/Monte Cristo. Med ham opnåede hun 72,432 procent.
Tredjepladsen i konkurrencen gik til Isabella Struntze Torp med Lykkehøjs Dream of Dornik e. Melli's Dornik/Cupkeshof Winobert. De opnåede i dag 71,486 procent.
Sofia sejrede hos juniorrytterne
Dagens sluttede med en individuel konkurrence for juniorryttere, og her var der hele 18 ekvipager til start. Sejren tog danske Sofia Rosenkilde med Kingston JZ e. Glock's Toto Jr./Turbo Magic, som opnåede 69,314 procent.
Andenpladsen blev også dansk. Her var det Ella Holm Rasmussen med Sarkozy e. Hofrat/Blue Hors Don Schufro (opdr. Peter Christensen), som opnåede 68,235 procent.
Tredjepladsen gik til svenske Ebba Wallin med Fascinate KR e. For Emotion/Don Schufro. Hun opnåede 68,137 procent.