Nye kræfter til Broholm Hestecenter

18-02-2021 07:29

Efter flere år i Sverige flyttede Per Sandgaard og Pether Markne for et par år siden tilbage til Danmark. Nu bliver det fremover dem, som står for driften af Broholm og de glæder sig til at have et træningscenter der både rummer dressur og springning

Copyright Ridehesten.com
Per Sandgaard og Pether Markne. Foto: Privat

Det velkendte Broholm Gods, var i intet mindre end 15 år vært for DRF's Danmarksmesterskab i dressur med godsejr Anne Lütken i spidsen. Driften af hestecenteret er ligesom resten af aktiviteterne på godset, forpagtet ud ,og fra 1. april overgår driften til parret Per Sandgaard og Pether Markne.

Danskfødte Per Sandgaard blev i 2004 Danmarksmester på hesten Zancor og repræsenterede samme år Danmark ved OL i Athen. Det efterfølgende år valgte han at skifte nationalitet og blev svensk statsborger, da han boede i Sverige med husbonden Pether Markne, som nu er landstræner i både dressur og springning for Norge. Duoen Per og Pether som begge har redet OL i dressur, vendte i slutningen af 2019 delvist tilbage til Danmark, nærmere betegnet Sydfyn. Her har de haft gang i en del af deres virksomhed med både dressur og springheste, men grundet manglende plads til hestene her i Danmark, har en del af virksomheden fortsat været i gang i Skåne.

Det bliver fremover fortid, når parret fra 1. april rykker ind på Broholm Hestecenter, som de har store planer for. Med Anne Lütken har de også drøftet idéen om at få et samarbejde med Skolerne i Oure, som der tidligere har været tilknyttet Broholm.

– Planen er at det skal være et træningscenter, både i dressur og springning. Her skal vi uddanne både egne heste og heste i ridning, men vigtigst af alt, så bliver det et træningscenter hvor folk kan komme og træne i kortere eller længere tid, fx som mellelanding mellem stævner i udlandet, fortæller Per Sandgaard. 

Med det flotte faciliter som Broholm God og hestecenteret besidder, så mener Per og Pether at det er et rigtig godt set-up, at man med hestecenteret kan rumme hestene og rytterne samtidig kan bo på godset som har overnatning og spisemuligheder. 

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang og synes at det er en fantastisk udfordring, som har rigtig meget potentiale, slutter Per Sandgaard

Fakta
Broholm Gods og Anne Lütken

Anne Lütken, der selv har været aktiv dressurrytter i mange år, flyttede i 1979 ind på Broholm Gods, som dengang var ejet af hendes mor, Birgitte Sehested Grice. Anne Lütken er den 12. ejer i Sehested-slægten og har sammen med sin nu afdøde mand, Frederik, gennem flere årtier gjort et imponerende stykke arbejde for godset. Hestecenteret har hele 46 bokse, 3 udendørs dressurbaner samt 2 ridehuse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner