Sara Clement
Finstrupgårds store ridehal var fyldt med tilskuere og stemningen i top, da Jysk Mesterskab i springning for kat. II og I ponyer blev afviklet i klassen S2**. Hos II'erne var 11 ekvipager mødt til start, heraf nåede to ekvipager igennem hovedspringningen med 0 fejl og måtte således ud i en nervepirrende omspringning. Amalie Blaabjerg og Elmerhøjs Bastian fik som den eneste ekvipage i mesterskabet to nulrunder, og det sikrede dem titlen som Jysk Mester 2011 for kat. II. Omspringningen klarede de i tiden 31.79. Stephanie Vollquartz og Casco fik et enkelt nedslag i omspringningen og en tid på 31.42, hvilket rakte til en andenplads i mesterskabet, og Sofia Westergaard på Marloes blev klassens treer med fire fejl i hovedspringningen. I kat. I ponyernes mesterskab var kun fire ekvipager mødt frem på dagen, og også her blev rytterne udfordret af banen. Titlen som Jysk Mester 2011 for kat. I gik til Martin Mose Knudsen og Laura Lady som fik fire fejl i hovedspringningen i tiden 62.21. Nærmeste udfordrer var Nicklas Hornsleth Mathiasen og Matador, der opnåede otte fejl i hovedrunden i en tid på 62.00. Samtlige resultater fra stævnet kan ses på DRF Live via linket til højre.
Alle billederne fra stævnet kan ses her på Ridehesten.com fra på tirsdag