Walber har lagt bunden i Boxen

11-03-2016 11:31

Bunden er lagt i Boxen, og nu begynder Dansk Varmblods indtog i Jyske Bank Boxen virkelig at kunne ses

Ridebanebunden i Boxen består af gummimåtter leveret af Skibby-HC og ridebanesand leveret af Walber, der torsdag eftermiddag og aften anlagde den store opvisningsbane samt den lille opvarmningsbane i Boxen. Dermed er Jyske Bank Boxen ved at være klar til Dansk Varmblods hingstekåring.

Boxen er naturligvis kun en lille del af det enorme område i MCH Messecenter Herning, som skal danne rammen om Dansk Varmblods Hingstekåring 2016, men samtidig spiller Boxen en vigtig rolle under arrangementet. Det er første gang nogensinde, at der skal lyde hestevrinsk i Boxen, og med en kapacitet på over 9.000 tilskuerpladser, så får Boxen stor betydning for hingstekåringen - Herning Horse Show - i år. Boxen er en af tre haller med ridebaner, hvor der konstant vil være ridning, hingstekåring, clinics, aukton og show.

Det helt store sats i 2016 er ikke alene at inddrage Boxen i hingstekåringen men i høj grad også at udvide med et trestjernet internationalt ridestævne i dressur og springning.

– Vi er gået fra et solidt og sikkert koncept til noget nyt, større og mere usikkert, men vi vil gerne være innovative og fremtidssikre os. Samtidig får vi med det internationale stævne skabt den rette kobling mellem avl og sport, som vi længe har søgt efter, fortæller Dansk Varmblods Casper Cassøe.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner