Nye Jyske Mestre i Aalborg

18-11-2012 15:59

Signe Wiese

I dag blev det åbne Jyske Mesterskab i springning afviklet i Aalborg - Jysk Mester for seniorrytterne blev Kim Kristenen, mens Camilla Fliedner Ernst tog titlen for U18/U21 ryttere

Traditionen tro er det Aalborg Sportsrideklub, der danner rammerne om det åbne jyske mesterskab i springning - et mesterskab, der afvikles sammen med klubbens landsstævne i springning. Det var U18/U21-rytterne, der lagde ud i dag, og med i startfeltet var både den danske juniormester og den danske mester for ungryttere - men det blev dog ingen af dem, der løb med titlen. Det gjorde derimod Camilla Fliedner Ernst på Rivaro, efter at have redet en lynhurtig og ikke mindst fejlfri omspringning. Der var i alt 34 ekvipager til start i mesterskabsklassen, der var sponsoreret af RC Horses, og 14 af disse formåde at ride hovedrunden uden fejl. I omspringningen var 6 ryttere uden fejl, og det blev altså Camilla Fliedner Ernst, der sejrede i klassen, da hun let og elegangt guidede Rivaro rundt på banen i ompringningen i tiden 37,35 sekunder. Nr. 3 i mesterskabet blev norske Lars Kristian E. Berge med Lazur, der red i tiden 41,38 sekunder og Gitte Dahl tog 3. pladsen med Conan i tiden 41,95 sekunder. Seniorrytternes mesterskab var sponsoreret af Equsana, og her var 14 ekvipager til start. Fem af disse klarede hovedrunden uden fejl, nemlig Sofie Bøgelund/Skovbakkegård's Cisi, Martin Neergaard/Countdown, Kim Henriksen/Gørklintgårds Montana, Lars Pedersen/Contendra og Kim Kristensen/Kamila. Sofie Bøgelund var første rytter i omspringningen, og hun lagde med det samme pres på sine konkurrenter ved at ride en flot 0-runde i tiden 37,93 sekunder. Samtlige ryttere i omspringningen red uden fejl, og tiden blev konstant forbedret, rytter for rytter. Kim Kristensen var sidste mand i omspringningen og han formåde at ride i tiden 32,62 sekunder, hvilket var 0,2 sekunder hurtigere end Lars Pedersens tid, og dermed var mesterskabet i hus. Lars Pedersen blev nr. 2 med Contendra og sølvvinderen fra DM, Kim Henriksen og Gørklintgårds Montana, sluttede på 3. pladsen i tiden 34,19 sekunder. Dagen i Aalborg blev startet med en MB2* som blev vundet af Karen Rohde fra Stutteri Ask med Birkegårdens Chiquita, mens Lars Kragh Iversen blev nr. 2 med Elmegårdens Sisi og Martin Neergaard blev nr. 3 med Catch Your Dreams. Se samtlige resultater via link til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner