Nina Marie Villadsen
Første runde af Katrinelund Unghestechampionat under egen rytter blev afviklet i går, onsdag, og i dag gjaldt det så anden runde, også under egen rytter, i SKAGEN Fondene Arena hal M.
Efter første runde lagde hingsten Cellestin Sekt e. Chellys Z/A-Dur, som er ejet af Lykkegaard 159 ApS, Vejle, og opdrættet af Bo Christensen, Strøby, sig i spidsen med Charlotte Schreiber i sadlen foran Carrido e. Carrico/Escudo II, som er ejet og opdrættet af Niels Johansen og Mette Madsen, Sporup, som blev redet af Rikke Andersen og Detroit e. Diamant de Revel/Corrado I, som er ejet og opdrættet Hanne Lund og Henrik Hansen, Solrød Strand, og blev redet af Louise Søgaard.
Kun ganske lidt blev rykket rundt i toppen efter dagens bedømmelse af de tre dommere; Bo K. Møller, Kristian Skovrider og Stein Endresen, der gav hver hest fire karakterer for henholdsvis teknik, galop, kapacitet og ridelighed.
Dagens bedste ekvipage blev Carrido og Rikke Andersen, som opnåede karaktererne 8,5 for teknik og 9,0 for både galop, kapacitet og ridelighed. Andenbedste ekvipage blev Clara e. Carmargue/Corrado I, som er ejet og opdrættet af Morten Jøns, Støvring, og redet af Dennis Noes Nielsen, som opnåede karaktererne 8,5 for både teknik og galop, mens de fik 9,0 for kapacitet og ridelighed. Endelig blev dagens tredjebedste ekvipage Cellestin Sekt og Charlotte Schreiber, som fik 8,0 for teknik, 8,5 for galop, samt 9,0 for kapacitet og ridelighed.
Den samlede foreløbige stilling i Katrinelund Unghestechampionat er således sådan, at Rikke Andersen og Carrido fører foran Charlotte Schreiber på Cellestin Sekt og Dennis Noes Nielsen på Clara.
Springhestene, der er udtaget i forbindelse med dansk varmblods egnethedstests, skal igennem to runder under egen rytter samt en fremmedryttertest, hvor de vil blive afprøvet af testrytter Lars Bak Andersen, og nu mangler kun fremmedryttertesten, hvor testrytter Lars Bak Andersen tester hestene fredag fra kl. 12.30 i EQUSANA Arena hal B og lørdag fra kl. 8.00 i EQUSANA Arena hal B.
Se flere resultater HER.