Anna har trukket Fuhur fra start

05-03-2020 17:43

Britt Carlsen

OL-rytter Anna Kasprzak deltager i de internationale dressurkonkurrencer ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Hun jagter OL-kvalifikation til Tokyo, men har nu måttet melde Fuhur fra deltagelse i Specialen

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak har trukket Fuhur fra start i Grand Prix Special lørdag. Foto: Ridehesten.com/Ida Dalgaard

Med OL i Tokyo i tankerne investerede Anna Kasprzak for tre måneder siden i Grand Prix-hesten Fuhur e. Fürstenreich/Narmat OX (opdr. Olymp Kubani). Ved det internationale stævne Norwegian Horse Festival i Lillestrøm i Norge for tre uger siden blev det til en international Grand Prix-sejr. Men om morgenen lå Fuhur fast i boksen, med et ben, der sad fast i boksens tremmer. Han ømmede sig og havde en hudafskrabning. Sammen med dyrlæge og behandlere har Anna haft stort fokus på at få helet hestens hudafskrabning, og blot redet ham let. Forud for Dansk Varmblods hingstekåring i Herning med internationale konkurrencer, gav dyrlægen grønt lys for start. Fuhur føltes veloplagt i træningen, hvor Anna dog fortsat sparede hesten.

– I træningen i går, hvor vi for første gang lavede en travøgning, føltes han ikke helt på toppen, fortæller Anna. Dyrlægen tjekkede igen Fuhur igennem, og der var ingen reaktion på bøjeprøve. Han travede også taktfast og fint, så Anna red på banen i dag i Grand Prix-klassen, men i den første øgning viste det sig, at Fuhur ikke helt kunne ”åbne op” i skulderen på venstre side, som han kunne det på højre. I det øvrige travarbejde var han smidig, regelmæssig og fin.

Ingen start i Grand Prix Special
Anna fik dyrlægen til at lave et grundigt tjek på Fuhur i stalden i Herning, og her fandt dyrlægen, ved scanning af hestens skulder og overarm, lidt væske samt noget ømhed i korsleddet.

– Vi har været så fokuseret på hans bagben, og på såret og senerne, og han har fået fri og let træning. Der har intet været at mærke på ham, det var først i travøgningerne han viste, at der var noget, som ikke var, som det skulle være. Og travøgninger er ikke noget, jeg har redet i forberedelserne op til stævnet, fortæller Anna. Fuhur har føltes superfin, endda bedre i enkelte øvelser.

Nu skal han behandles, skridte i en uge eller mere, indtil han kan komme i gang med noget let træning. Anna har nu OL-kvalifikationen i hus, og det giver noget ro i forberedelserne. Hun håber på, at de kan komme til start ved det internationale stævne i Hagen i Tyskland til foråret, men hun vil ikke forcere noget.

– Man ved jo, at der kan opstå nogle kompensationsskader, så det er godt han fortæller, der er noget, som ikke er, som det skal være, inden der kommer en alvorlig skade. Det skal man respektere, det er godt han er følsom, slutter Anna.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner