Nu er det svenske dressurhold klar

08-07-2024 18:10

Tidligere blev de svenske OL-hold i både dressur, spring og military offentliggjort på Stockholm Stadion i forbindelse med et stort internationalt springstævne. Dog var dressurholdet endnu ikke helt fastlagt, men det er det nu

Copyright Ridehesten.com
Det svenske OL-hold i dressur er nu sat. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Sverige har nu endelig udtaget de ryttere, der skal repræsentere de gule og blå farver ved de olympiske lege i Paris om intet mindre end 18 dage. Mens spring- og militaryholdene allerede er fastlagt, blev der indtil videre udtaget to ekvipager i dressur, hvoraf de sidste to ville blive udtaget efter det sidste udtagelsesstævne i Aachen. De to ekvipager, der allerede var udtaget til at repræsentere det svenske dressurhold var Patrik Kittel, der ville vente med at vælge hest indtil i dag, den 8. juli, og Therese NilshagenDante Weltino OLD e. Danone I/ Welt Hit II.

Copyright Ridehesten.com
Therese Nilshagen på Dante Weltino OLD. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Nu har Patrik Kittel valgt hest, et valg der ikke var så nemt, fortæller han til det svenske hestemagasin, Ridsport: – Det er et behageligt problem at have to så fine heste at vælge imellem. Det har været en svær beslutning, hvilken hest der skal med til Paris.

Det bliver altså den 12-årige vallak Touchdown e. Quaterback/ Sack, der skal danse med ham i Paris. Kittel fortæller lidt om valget: – Til sidst faldt valget på Touchdown. Hovedsageligt på grund af, at jeg har kendt ham så længe, og at vi virkelig har præsteret ekstremt godt i år. Jovian er en fantastisk hest, men jeg har ikke redet ham nok, og ved et OL tror jeg, at man virkelig skal kende hinanden 100%, hvis man vil præstere, forklarer Kittel. 

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel måtte vælge mellem Touchdown og Jovian, men valget faldt på Touchdown, da parret kender hinanden til fingerspidserne. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Derudover har den svenske landstræner, Bo Jenå, nu udtaget yderligere to ryttere til OL-truppen efter resultaterne i Aachen. Den sidste plads på holdet gik til 37-årige Juliette Ramel på hesten Buriel KH e. Osmium/ IPS Krack. Parret var også en del af det svenske OL-hold i Tokyo i 2021 og i Rio i 2016, så man må sige, at ekvipagen har den erfaring, det kræver at præstere på dette niveau. Maria von Essen og Invoice e. Jazz/ Olmypic Ferro bliver det svenske holds reserve.

Copyright Ridehesten.com
Den nyudtagede ekvipage, Juliette Ramel og Buriel KH. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Det vil altså sige, at det svenske dressurhold, der skal til OL i Paris, består af:

  • Patrik Kittel med Touchdown 
  • Therese Nilshagen på Dante Weltino OLD
  • Juliette Ramel på Buriel KH
  • Reserve: Maria von Essen på Invoice 

Den svenske landstræner, Bo Jenå siger følgende om de to nyudtagede svenske ryttere: – Juliette og Buriel er et rutineret mesterskabspar. De har ikke konkurreret så meget i år, men kurven er på vej op, og når de er i form, holder de et rigtig højt og jævnt niveau. Maria von Essens Invoice har ikke så meget rutine som de andre, men har meget fine kvaliteter. De har virkelig vist, at de er på vej frem og har gode gennemsnit i Grand Prix og Grand Prix Special. 

Copyright Ridehesten.com
Maria von Essen og Invoice bliver reserve på det svenske hold. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner