Holdånd og horsemanship på Vilhelmsborg

25-06-2016 16:56

I denne weekend er der højt humør, holdånd og horsemanship på Vilhelmsborg, da årets nok sjoveste stævne er skudt i gang – Landsfinalerne

Copyright Ridehesten.com

Breddeudvalget ved Dansk Ride Forbund byder i denne weekend velkommen til Landsfinalerne i de smukke omgivelser ved Vilhelmsborg. Igen er det holdkonkurrencerne der er i højsæde på dagen, og her kan alle være med. – Mon det kan blive bedre, spørger formanden for Dansk Ride Forbund Ulf Helgstrand, og nej – der er ingen tvivl om, at det i hvert fald er dage der både underholder og samler tilskuere, hjælpere, frivillige, ryttere og tilmeldte ved dette års Landsfinaler.

I går blev der gjort klar og rykket ind med heste og tilmeldte på pladsen. Der er campingstemning på Vilhelmsborg, når de mange deltagere slår sig ned i teltene og hestene indlogeres i teltboksene.

Desuden var der kage, og også masser af den, idet der for hvert enkelt hold der deltager ved dette års Landsfinaler, var medbragt en heppekorskage. 

Her til morgen blev dagen så startet med en fælles morgenridetur for alle der var friske og klar på det. Det er nu engang en af de bedste måder at starte dagen på – til hesteryg. Det var intet mindre end et imponerende syn da de mange heste og ryttere red afsted på tur.

Åbning af stævnet

Ved åbningsparaden fik man set de mange forskellige heppekorshold der er med til dette års Landsfinaler. En stor oplevelse og vejret holdt heldigvis nogenlunde tørt da de mange deltagere indtog banerne for at vise deres heppekorsbannere frem.

Senere i dag var der også trillebørsagility, hvor de fleste forældre fik æren af at skubbe deres børn afsted hurtigst muligt i en trillebør. Og det er noget der betegner mange af disse arrangementer ved Landsfinalerne, at det fører børn og voksne tættere på hinanden gennem unikke oplevelser, der stiller krav til holdånden og sammenholdet.

Lisbeth Sejrskilde er foruden at være suppleant til forbundets bestyrelse også eliterytter i dressur, men vigtigst af alt, så har hun selv prøvet at være deltager. Som en ægte Landsfinaledeltager kom hun med en stemme så hæs, at hun kunne have været holdleder for et af heppekorene.

Copyright Ridehesten.com

Det store Show

I aftens ser Landsfinalerne frem til det store Show, hvor der er gratis adgang for alle der har lyst til at opleve et festligt og underholdene show, der byder på flere spændende konkurrencer. 

Har du fået mod på at besøge Landsfinalerne, så tøv ikke med at deltage, det er helt gratis og du vil ikke bare opleve gode konkurrencer, der er ligeledes massere af udstillere, boder og mulighed for selv at prøve nogle af de mange forskellige konkurrencedicipliner. Læs meget mere om Landsfinalerne og programmet lige her

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner