Britt Carlsen
På grund af coronapandemien og forsamligsforbuddet har arrangørerne bag World Cup Herning, taget en beslutning om, at flytte stævnet i uge 42 fra MCH Messecenter Herning til Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg. Alligevel har der i de seneste uger været tvivl om arrangementet har kunnet afvikles, da vi ikke fik den forventede åbning fra 500 til flere tilskuere.
I aftes kom regeringen så med det glade budskab, at "superligaordningen" åbnes for øvrige idrætter. Så udsigten til tomme tribuner og slukørede fans og frustrerede frivillige og arrangører er nu manet i jorden. Fremover kan klubber, foreninger og forbund på tværs af idrætsgrene have mere end 500 tilskuere til deres arrangementer – og det kommer naturligvis til at ske inden for ansvarlige rammer, lyder det fra Danmarks Idrætsforbund.
”Vi vil fortsat gøre vores yderste for at agere ansvarligt og har gennem længere tid forberedt os på håndteringen af en øget tilskuermængde. For de store ligaer og forbunds vedkommende er der bl.a. udarbejdet udførlige sundheds- og sikkerhedsplaner, som klubber og forbund skal efterleve, når de skal afvikle deres kampe og mesterskaber” siger Morten Mølholm Hansen.
Han nævner også, at det i høj grad er muligt at styre ’publikumsrejsen’ – lige fra indgangsforholdene og siddepladser i sektioner til adgangen til toiletter og boder. Et andet eksempel er fokus på den vigtige smitteopsporing. Dét handler fx om at have kontaktoplysninger på tilskuerne, så de hurtigt kan kontaktes og isoleres, hvis der konstateres et smittetilfælde.
Nu skal der laves et større arbejde for at få lavet en plan for, hvordan Vilhelmsborg skal indrettes for at imødekomme de regler, der følger med åbningen. Forude venter 10 dages konkurrencer i både dressur og springning, hvor det bliver World Cup kvalifikationen i dressur som afslutter konkurrencerne, og i ugens løb afvikles det uofficielle europamesterskab i springning for ungdomsryttere, European Trophy.
Se tidsplanen for World Cup-stævnet HER og man kan bestille billetter fra på mandag HER