Anna Pørtner
I den kommende weekend løber første kvalifikation af Nord-Vest Box Cup af stablen hos Odsherred Rideklub. Her skal de danske ponyryttere, der rider på LB/LA-niveau samle point ind til finalestævnet og titlen som vinder af dette års Nord-Vest Box Cup 2024.
Hvordan foregår turneringen?
Nord-Vest Box Cup (tidligere DRF Stilspring Cup) er en turnering for ponyspringryttere. Turneringen er åben for de ponyryttere, der maksimalt er rytterkategori 3 ved turneringens start, samt kvalificeret til at ride LB og LA ved C-stævner. Ekvipagerne når point ved deltagelse i udvalgte C-pony springstævner, og ved deltagelse i kvalifikationsklasserne, opnår ekvipagerne automatisk point til Nord-Vest Box Cup resultatlisten.
Kvalifikationsklassen afvikles i metode S3/S4, altså stilspringning, og der gives point til ekvipagen af en stildommer, der beregner ekvipagens endelige stilkarakter i henhold til springreglementet. Der gives point fra 1-10, hvor 10 er fremragende, og 1-4 er udgået.
Når turneringen er løbet af stablen, afvikles der et finalestævne, hvor der rides to klasser over to dage. I første klasse rides der LA1* metode S2, og i anden klasse rides der LA1* i metode S4. Summen af stilkaraktererne fra første og anden klasse bestemmer, hvem der skal i omspringning. Startberettigede i finalen er de 15 bedste ekvipager for hver enkelt kategori, samt lige placerede med nummer 15 fra Nord-Vest Box Cup resultatlisten.
Hvor afholdes Nord-Vest Box Cup?
Turneringen afholdes rundt i hele landet, men skydes som skrevet i gang i den kommende weekend på Odsherred Rideklub i Vig. Herefter er der kvalifikationer på blandt andet Morsø Rideklub, Kirstinelund Sportsrideklub, Slangerup-Lynge Rideklub, Kongsdal Rideklub og finalen, der afholdes d. 7.-10. november afvikles på Riders Cup i Herlufmagle.
Du kan læse meget mere om Nord-Vest Box Cup og kvalifikationsklasserne her.
Kilde: Dansk Ride Forbund.