NM springning: Dansk bronze

28-06-2013 11:43

Signe Wiese

Der er fuld gang i konkurrencerne ved de Nordiske Mesterskaber i dressur og springning for pony-, junior- og ungryttere, og her til formiddag sørgede springlandsholdet for kat. II-ponyer for den første danske medalje 

Copyright Ridehesten.com
Det danske hold ved præmieoverrækkelsen.

Den første danske medalje er hus ved NM på Flyinge - det sørgede kat. II-springponyerne for, da de i dag vandt bronze i holdkonkurrencen.

Det danske springlandshold for kat. II-ponyer blev udgjort af fire piger, nemlig Celeste Christina Arndal på Fredbos Mesterix, Maria Barnewitz Schou på Munsboro Cross, Anna Victoria Weilsby på Just Malone og Josephine Bøgh på Nygaards Fabelagtig.

Mesterskabet afgøres over to runder på en 115-cm bane, og efter første runde lå det danske hold på en foreløbig 3. plads med sammenlagt 12 fejl. Bedste danske rytter i den første runde var Anna Victoria Weilsby og Just Malone, der red uden fejl i tiden 72,93 sekunder. Også Celeste Christina Arndal og Fredbos Mesterix red fejfrit i tiden 78,58 sekunder. Josephine Bøgh og Nygaards Fabelagtig måtte desværre indkassere 12 fejl, og Maria Barnewitz Schou på Munsboro Cross fik 16 fejl. Det betød at Norge var i spidsen efter 1. runde med 0 fejl, efterfulgt af Sverige med 8 fejl, og altså Danmark på 3. pladsen med 12. fejl.

I 2. runde oppede de danske piger sig virkelig: Både Celeste Christina Arndal, Josephine Bøgh og Anna Victoria Weilsby kom banen rundt uden fejl, mens Maria Barnewitz Schou red med 12 fejl. Dermed sluttede det danske hold med 12 fejl sammenlagt, og det rakte altså til bronzen. Guld og sølv blev fordelt efter en omspringning mellem Sverige og Norge, og her sikrede Norge sig guldet.

Se resultatet af klassen HER

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen