Neumünster: Danskere World Cup-klar

16-02-2013 14:03

Signe Wiese

Anna Kasprzak og Sidsel Johansen blev henholdsvis nr. 4 og 5 i formiddagens Grand Prix-klasse ved CDI-stævnet i Neumünster, Tyskland. Dermed er begge danskere klar til start i søndagens Reem Acra FEI World Cup-klasse

Sidsel Johansen og DV-vallakken Schianto e. Gribaldi / Schwadroneu (opdr. Jørgen Rosbøg) var med start nr. 16 den første af de to danske ryttere, der red på banen. Traditionen tro var det især i travprogrammet at den charmerende ekvipage hentede de rigtige høje point – det blev bl.a. til adskillige 9-taller for travøgninger og –overgange, ligesom der også blev hentet flotte point for den frie skridt, for gangarternes takt og korrekthed generelt, og for Schiantos sving og bæring. Det samlede resultat blev 72,660%, hvilket altså rakte til en 5. plads. 

Klassens anden danske ekvipage, Anna Kasprzak og Donnperignon e. Donnerhall / Mozart II var klassen allersidste rytter, og hun red et stabilt program, hvor kun meget få karaktere var under 7, og der blev sågar hentet 9-taller for pirouetterne. Det samlede resultat blev 74,574% og en 4. plads.

Klassen blev vundet af den tyske OL-rytter Helen Langehanenberg på Damon Hill e. Donnerhall / Rubinstein I med 83,319%, mens Helen Langehanenbergs landsholdskollega, Kristina Sprehe, blev nr. 2 med Desperados e. De Niro / Wolkenstein II, der fik 78,553%. Den tyske dressurdronning Isabell Werth blev nr. 3 med Don Johnson e. Don Frederico / Warkant med 77,702%.

Den danskavlede Smeyers Molberg e. Michellino / Rambo (opdr. Stutteri Atterupgaard) blev nr. 8 med sin schweiziske rytter, Marcela Krinke-Susmelji.

Se klassens resultat HER

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen