Nanna og Znickers sejrer i Hagen

08-06-2024 21:29

Nanna Skodborg Merrald red her til aften et imponerende kürridt på Blue Hors Znickers, som sikrede dem en suveræn sejr i den 3-stjernede Grand Prix-klasse

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers red sig her til aften til en sejr i Grand Prix Kür i Hagen med intet mindre end 79,975%. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack/ De Niro 6 (opdr. Hans Rode) red her til aften på banen i Hagen i Tyskland i den 3-stjernede Grand Prix Kür, hvor de med et elegant kürprogram red sig til sejren. Det gjorde de foran stærke kombinationer som Patrik Kittel og Jovian e. Apache/ Tango, der blev placeret som nr. 3 i klassen. 

Nanna og den 11-årige vallak, som blot har nogle enkelte internationale Grand Prix-starter med sig, viste et særdeles elegant og flydende travprogram, og tilsvarende var der også mange flotte højdepunkter i galoppen, herunder flotte og fejlfrie serier og pirouetter.

Parret klarede sig igennem programmet uden fejl, og det blev belønnet af dommerne med en score på hele 79,975%. Det placerede dem adskillige procenter foran den næste rytter, og det blev således til en sikker sejr for Nanna og Znickers. 

Nanna udtalte til præmieoverrækkelsen: 

– Det er sådan en fornøjelse at få lov til at ride hestene fra en ung alder. Jeg har redet Znickers fra han var helt ung og ikke en gang kunne lave et changement. Nu glæder jeg mig til at se, hvad fremtiden med ham bringer. 

Copyright Ridehesten.com
Nanna og Znickers. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På startlisten var der flere stærke kombinationer at finde, herunder svenske Patrik Kittel og Jovian, som red sig til en tredjeplads med 75,165%. Det dansk-svenske makkerpar blev kun slået af amerikanske Kasey Perry-GlassHeartbeat W.P. e. Charmeur/ Showtime, som red til 75,280% og dermed indtog andenpladsen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nanna tog i går en beslutning om at spare Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II fra Grand Prix Special-klassen, der finder sted i morgen. Det gjorde hun efter en sejr i onsdagens Grand Prix-klasse, hvor hun ligeledes lå adskillige procenter over det øvrige felt med en score på 78,739%. Sejren på Znickers blev dermed afslutningen på stævnet for Nanna. 

Se klassens resultat her.

Foruden Nannas sejr sørgede Pia Wulff Jelstrup også for at ride flere flotte placeringer hjem for Danmark, da hun sammen med Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue/ Carentino (opdr. Gitte Elkjær Kjeldsen) i går red sig til en tredjeplads i den 3-stjernede Grand Prix Test A for grad IV. Det gjorde hun med en score på 70,556%. 

I dag gentog Pia og Zafia succesen, da parret atter leverede et flot ridt, denne gang til 70,901%. Det placerede parret som nr. 4 i dagens Grand Prix Test B-klasse for grad IV. 

Copyright Ridehesten.com
Pia Wulff Jelstrup og Zafia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I morgen er der atter dansk deltagelse at finde på startlisterne i Hagen, da Pia Wulff Jelstrup atter er til start i Grand Prix Kür for grad IV. I grad III er Maria Beck Kofoed også til start, ligeledes i en Grand Prix Kür-klasse. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner