Kristine Bjørg Frank Bojsen
Kategori et: Guld til guldponyen
Fra stævnets start har ponyrytterne på 1'er ponyerne kæmpet om medaljerne. I løbet af den første og anden kvalifikation har rytterne ligget tæt, og der var ikke blevet udråbt en favorit. I küren viste Thilde Rude Hare og hendes pony Morgensterns Dakar e. FS Don't Worry/The Braes My Mobility (opdr. Gestüt Zum Morgenstern KG Lisa Henkes) hvordan det skulle gøres, og med hele 2% ned til nummer to, og med en samlet procent på 220,465% blev årets danmarksmester for 1'er ponyer fundet.
Thilde og Dakar var med på sidste års EM guld-hold, og i dag fik publikummet på Hovgaard en ekslusiv kür oplevelse, der må have bragt minder frem fra EM.
Udover hendes smukke palomino-pony Dakar, har Thilde for nyligt overtaget to heste fra Helgstrand Dressage, som hun allerede har startet juniorklasser på.
Efter et fejlfrit kürridt belønnet med 74,125% blev Victoria Toft Waksvik og SL Cuba (e. Constantin/Bazar, opdr. Sanne Lauesgaard-Nissen) placeret som nummer to, med samlet 218,742 procent. Victoria har overtaget SL Cuba fra sin søster, som også har opnået meget succes på den 18 årige vallak.
Emilie Balling Nissens mål for weekenden var en placering i top fem. Men med et meget stærkt felt galdt det om at levere et fejlfrit og præcist program, hvilket var præcis hvad Emilie gjorde. Med 73,792% i küren, endte hun med sin pony Divino Van Sal Romano (e. De Vito II/Condor OX, opdr. Sal Romano v/C.J. Schetters) på en velfortjent tredjeplads, med samlet 217,022 procent.
Kategori to: Sikker sejr til Josephine Gert Nielsen med næsten 7% ned til nummer to
Allerede fra første kvalifikationsdag, viste Josephine Gert Nielsen og hendes unge kategori to pony Timms My Fritz e. Grenzhoehes My Fireball/Orchard D'Avranches (opdr. Jens-Peter Timm) stor kvalitet og lagde sig i front med næsten 3% ned til nummer to. Forspringet blev kun større om lørdagen, og søndagens kür var ingen undtagelse. Selvom Josephines seks årige pony virkede lidt påvirket af musikken, styrede hun ham næsten fejlfrit rundt i en smuk kür. Dette blev også belønnet med hele 75,042%. Josephine er sammen med hendes anden pony, Dot Com udtaget til EM i Ungarn der finder sted i næste uge.
Med en samlet score på 212,985 procent blev Anna Teibel Raben og avlshingsten FS Calimero e. FS Dior De Luxe/FS Challenger (opdr. Ferienhof Stücker) placeret på andenpladsen.
Julie Dam Jensen og den brogede hoppe She Nett Hoejgaard e. Nemax/Soul Charfilo (opdr. Per Karstens) blev efter en flot kür, placeret som nummer tre, med en samlet score på 211,943.
Kategori 3: Maya og Gilbert med to gange 73%
Dagens vinder med en samlet score på 147,610 blev Maya Leisted Grønbech kategori 3 ponyen Chopins Gilbert (OS) e. Nebo Rustler/Menai Rancher (opdr. M. Christiansen).
Selvom den behagelige morgenluft måske havde gjort den lille vallak lidt ekstra frisk, styrede Maya ham professionelt rundt, og red dermed sejren i hus.
Sofie Aagaard Buur-Thomsen og vallakken Zorro Z (e. Klepholms Guldfax, opdr. Stutteri Z)
fik en total score på 144,58, og endte derfor på en velfortjent anden plads, med hele 6% ned til tredjepladsen.
Alberte Josefine Harsbo og hendes pony Parcybedw The Distroyer (e. Parvadean Double U-Jay/Menai Furious, opdr. J.E. Jones) blev placeret som nummer tre, efter to dage med flotte procenter. Deres totale score blev 138,222.
Et nærmere gennemsyn af resultaterne fra Agria DRF-mesterskab i dressur for kat. 3 ponyer har desværre vist en beklagelig fejl i sammentællingen af point grundet manglende IT-afstemninger. Det betyder i praksis, at det endelige resultat af mesterskabet er justeret, således at der er 2 bronzemedalje-modtagere. Derfor et stort forsinket tillykke til Sofie L.B. Thomsen og Meraviglioso Stallone V.
Dét betyder fejlen i praksis
I praksis betyder fejlen, at en enkelt ekvipage ikke gik videre fra første til anden afdeling, selvom denne reelt havde opnået point nok til at gå videre. Derudover betyder det, at Sofie L.B. Thomsen og Meraviglioso Stallone V, som søndag endte på en 5. plads, reelt set havde redet sig til en bronzemedalje. Fejlen skal selvfølgelig ikke betyde, at nogen skal fratages en placering eller medalje jævnfør Fælles Bestemmelser, skriver DRF på sin hjemmeside, men Sofie skal selvfølgelig ikke snydes for sin retmæssige 3. plads og medalje, så i praksis ender resultatet med en delt 3. plads mellem Sofie L.B. Thomsen og Alberte Josefine Harsbo.
Se alle resultater HER
Ridehesten har haft en fotograf til på Hovgaard både i fredags og i dag. Se billederne på vores hjemmeside om et par dage