Nanna og Zack dansede gennem deres debut

12-02-2021 19:51

Så fik Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack debut og hvilken en af slagsen! Med over 74% vandt de i dag Grand Prix i Le Mans. Det er ligesom at få lov til at køre Ferrari, fortæller Nanna

Copyright Ridehesten.com
Nanna Merrald og Blue Hors Zack

Siden at det for et par måneder siden kom frem, at Nanna Skodborg Merrald havde overtaget tøjlerne på Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz, har der lige siden været spænding om hvad planerne fremrettet var. I dag var det i hvert fald tydeligt at den nu 17-årige avlshingst ikke er klar til at blive pensioneret. 

25 ekvipager havde meldt til start i dagens Grand Prix, hvor Nanna og Blue Hors St. Schufro startede i eftermiddags, mens det her til aften var tid til at ride Grand Prix på Zack. Det blev en nærmest perfekt debut for ekvipagen, hvor Zack nærmest ikke satte en hov forkert under programmet. Flotte traverser, gode passage-piaf øvelser som i galoppen blev fulgt op med gode serier og flotte galoppirouetter. Med et lidt uenigt dommerpanel blev det til samlet 74,17%  og en klar sejr til debut-ekvipagen. Andenpladsen blev indtaget af franske Alexandre Ayache og Zo What med 72,10% mens russiske Alexandra Maksakova og Bojengels blev nummer tre med 71,80%.

Det var bare en rigtig god tur. Jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå, for jeg ved jo godt at der er mange som følger med. Jeg prøvede at tage det stille og roligt, så det blev lidt forsigtigt i den første piaff. Men der var virkelig mange gode ting, så jeg er mega tilfreds. Det var så sjovt at ride rundt, fortæller Nanna.

 

Se resultatet af klassen HER.

I morgen har Nanna start kl. 8.48 på Gørklintgaards Quater Boy, klokken 15.15 på Blue Hors Farrell, mens starttiderne på St. Schufro og Zack endnu er ukendt. Se alle resultat - og startlister HER.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner