Anna Pørtner
Med dette års vesteuropæiske liga af FEI Dressage World Cup, markeres den 38. sæson af FEI Dressage World Cup™. I denne uge er turneringen nået til London International Horse Show, hvor der vil blive holdt både dressur-, spring- og kørekonkurrencer i det flotte messecenter, ExCel.
Nogle af verdens bedste ryttere tørner altså sammen i kampen om en finaleplads, der finder sted i Basel, Schweiz, fra 2.-6. april 2025. Det er første gang i historien, at finalen afholdes i Schweiz, men værtslandet har to gange tidligere vundet World Cup, i 1987 og 1988. De ni bedste ekvipager fra den vesteuropæiske liga kvalificerer sig til FEI Dressage World Cup-finalen 2025 sammen med den forsvarende mester fra 2024, Patrik Kittel. Han er automatisk kvalificeret, hvis han deltager i mindst to kvalifikationer i løbet af sæsonen.
Her til formiddag skal de dygtige World Cup-ekvipager på banen for første gang, hvor de skal ride Grand Prix. Tager man et kig nedover startlisten, er den spækket med nogle af verdens bedste ryttere. Foruden danske Nanna Skodborg Merrald, der lige nu ligger på som nummer syv på FEIs verdensrangliste over dressurryttere, skal verdens fjerde bedste dressurrytter på banen. Det er nemlig Dinja Van Liere, der har den 12-årige vallak Hartsuijker e. Johnson TN/ Scandic med sig til London. Derudover kommer der nogle helt suveræne hjemmebaneryttere, blandt andet Charlotte Fry og Becky Moody, der begge tager deres OL-heste, Glamourdale og Jägerbomb med sig.
Nanna Skodborg Merrald skal på banen allerede som nummer fem, cirka klokken 09.36. Med sig til London har hun den 13-årige hingst, Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro. Sammen har de haft en flot 2024-sæson, hvor de blandt andet har været til start ved flere femstjernede stævner, senest i Aachen, hvor de endte på en flot niendeplads i Grand Prix Special.
I går fløj Blue Hors St. Schufro direkte igennem vettjek, og dermed er den smukke hingst klar til at give sit bedste med dygtige Nanna Skodborg Merrald i sadlen senere i dag, hvor de skal ride femte afdeling af World Cup-turneringen i London. Foruden Nanna Skodborg Merrald er danske Andreas Schou til start med sin Billy Matador. De deltager ligeledes i World Cup-klassen, der finder sted på søndag.