Signe Wiese
Ved ECCO FEI Europamesterskaberne i Herning bliver der afviklet andet end mesterskabsklasser. I går aftes blev dagen afsluttet med Global Connect U25-Intermediaire, hvor 13 ryttere var til start på MCH Arena – heraf fem danske ryttere.
Nanna Skodborg Merrald blev en ganske suveræn vinder af klassen på Millibar e. Milan med 74,604%, og dommerne var især imponeret af Millibars travøgning, men generelt var kvaliteten imponerende høj hele programmet igennem. Daniel Bachmann Andersen og DV-guldmedaljehoppen Donna Silver e. Blue Hors Don Schufro blev nr. 2 i klassen med en score på 71,184%, og fik bl.a. vist flotte changementsserier. De to danskere blev efterfulgt af tyske Nadine Husenbeth/Florida.
Siden Nanna og Millibar begyndte at ride U25-klasser har de været inde i en sand sejrsstime, der startede med en tredobbelt sejr ved DM på Broholm, fortsatte med en dobbeltsejr i Aachen, og ved EM-stævnet i Herning ser det ud til at Nanna fortsætter den imponerende stil.
Efter onsdagens ridt snakkede vi med Nanna: – Jeg havde en super opvarmning. Nogle gange ser det godt ud, men hvor det ikke føles helt så godt. Men i går føltes det helt super, han var under hjælpen, afslappet og samtidig helt klar på opgaven. Det var super fedt at ride i arenaen. Det var selvfølgelig ikke så mange mennesker, men der var alligevel en fed stemning.
Selve præstationen var Nanna også rigtig godt tilfreds med: – Selve ridtet på banen var helt super. Jeg havde små problemer i piafferne, men det var småting. Alt i alt er jeg super tilfreds. Jeg håber på at få en lige så god tur på fredag, men forhåbentlig lidt bedre piaffe, fortalte en glad danske vinder.
Se klassens resultat HER