De danske dressurryttere dominerer

27-02-2025 21:29

For tredje dag i streg dominerer de danske dressurryttere i Lier, Belgien. Ved hele stævnet har de unge danske ryttere vist flot form over hele linjen, og i dag blev Dannebrog altså hejst intet mindre end to gange

Copyright Ridehesten.com
Anna Teibel Raben og Sparaday har haft et virkelig godt stævne i Belgien. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

De danske dressurryttere har vist suveræn form de seneste dage i belgiske Lier, hvor Dannebrog er strøget til tops intet mindre end tre gange, ligesom der hver dag er blevet redet suveræne placeringer hjem. I dag var ingen undtagelse, hvor pony-, junior-, ung- og U25-rytterne var på banen for sidste gang, inden seniorerne overtager scenen. 

I dag stod der kür på programmet for alle fire kategorier, hvor ponyrytterne var de første, der skulle på banen. Her var 15 ekvipager kvalificeret til dagens kür, hvor Victoria Bang Zindorff endnu en gang repræsenterede Danmark virkelig flot. Sammen med Del Classico e. D-Day AT/ Classic Dancer 7 blev hun nemlig belønnet med hele 76,567% for deres kür, hvilket rakte til en flot tredjeplads bag to dygtige tyske ryttere. 

Sofia Rosenkilde og DSP Cosmo Royale e. Cosmopolitan NRW/ Casino Royale K var ligeledes til start, og med 74,517% blev det til en flot femteplads i dagens klasse. Tredje og sidste dansker, der havde kvalificeret sig til kür, var Isabella Struntze Torp og Lykkehøjs Dream Of Dornik e. Melli's Dornik/ Cupkeshof. Med 73,683% blev de altså klassens ottende bedste ekvipage. 

Copyright Ridehesten.com
Victoria Bang Zindorff og Del Classico sikrede sig endnu en placering. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Dansk dominans hos juniorrytterne
Clara Cordes Arnkjær og den 13-årige DV-hoppe Brianna e. Bøgegårdens Boney M/ Blue Hors Romancier (opdr. Inga & Løngstrup Christiansen), har haft et rigtig flot stævne med placeringer hver dag, og i dag var altså ingen undtagelse. Denne gang fik de nemlig Dannebrog til tops i det belgiske, da parret blev belønnet med suveræne 75,642% for deres kür og dermed en suveræn sejr. 

Med tre gode resultater og placeringer alle dage, og ikke mindst at vinde kür'en i dag, er den bedst tænkelige start på sæson 2025. At Brianna, som altid, trives i de imponerende omgivelser, er virkelig fantastisk, sagde en glad Clara efter det succesfulde stævne. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var ikke kun Clara, der red sig i top hos juniorrytterne i dag. Med 73,925% sikrede Laura Qvist sig nemlig en flot andenplads i sadlen på den bare 8-årige DV-vallak Hafsjolds Ranger e. Revolution/ Hohenstein E.H. (opdr. Stald Hafsjold), og dermed udgjorde danskerne altså to ud af tre podiepladser. Victoria Bang Zindorff red også en placering hjem på den 19-årige DV-hingst Atterupgaards Final Kiss e. Frensch Kiss/ Diamond (opdr. Atterupgaard). Parret red i dag en flot kür til 73,400% og blev dermed nummer fem i dagens klasse. 

Dobbeltsejr til Anna
Hos ungrytterne var der igen dansk dominans, da Anna Teibel Raben tog en sejr for anden gang ved dette stævne. I fredags red hun nemlig også en sejr hjem, og i dag lykkedes det hende altså igen. Sammen med den 8-årige DV-vallak Sparaday e. Tørveslettens Spartacus/ Don Frederic 3 (opdr. Helle Wibe), sikrede hun sig nemlig imponerende 77,867% for dagens kür, og dermed kunne hun altså kalde sig suveræn vinder af klassen. 

Sparaday var helt fantastisk i dag. Det var vores første kür som youngrider sammen, så jeg er bare helt vildt glad. Alt det vi havde øvet på og gerne ville forbedre lykkedes for os i dag, så det var rigtig dejligt. Det var virkelig fedt at ride i den flotte arena med den smukkeste musik. Det har virkelig været nogle fantastiske dage her i Belgien, og jeg er bare så stolt af Sparaday. Han har gjort det så godt, fortæller Anna efter stævnets anden sejr. 

Copyright Ridehesten.com
Anna Teibel Raben og Sparaday. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Det var også lige ved og næsten, at Danmark igen skulle have tro ryttere på podiet, men med 0,375% forskel blev det altså til en flot fjerdeplads til Theresa Rosenkilde og DV-hingsten Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack/ Romanov (opdr. Blue Hors). De blev belønnet med 74,617% for deres kür, mens trejdepladsen blev belønnet med 74,992%. 

Hermed er et vellykket stævne slut for de unge danske dressurryttere, der endnu en gang har repræsenteret Danmark flot og vist fantastisk dressur på den internationale scene. I morgen gælder det CDI3* Grand Prix for Mathilde Kofoed-Nielsen, mens Rikke Dupont har første start på lørdag, ligeledes i Grand Prix. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Theresa Rosenkilde og Blue Hors Zwobber. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner