Anna Pørtner
Siden i torsdags har mange af de danske voltigører været i aktion i belgiske Lier, hvor der har været internationalt voltigeringsstævne, som også fungerede som udtagelsesstævnet til det kommende EM og VM, der bliver afholdt i uge 31 i Stadl Paura, Østrig. Danmark var repræsenteret i flere klasser, og i går kulminerede et flot stævne med danske sejre og placeringer.
I den individuelle 2-stjernede junior-klasse blev det til en flot tredjeplads ud af 64 udøvere til Wilma Baden med hesten Hornbeck's Crixus og Allan Laudrup som longefører, mens Josephine Vedel Søndergaard Nielsen tog sig af sejren med DV-hesten Sultan EG e. Sezuan 2/ Blue Hors Future Cup og med Hanne Haagen Hansen som longefører.
Det var ikke kun individuelt, at juniorerne klarede sig flot, for også i holdkonkurrencen sikrede de sig en flot andenplads med Team Skibby 1. Her var det hesten Kick Off e. Kannan/ Cornet Obolensky med longefører Hanne Haagen Hansen, og holdet bestod af Jasmin Søndergaard, Josephine Vedel Søndergaard Nielsen, Norah Nobel-Ross, Chastine Meinhardt, Wilma Baden Askbo og Ester Møgelvang Søndergaard.
Hos seniorerne var der også flotte resultater at spotte, særligt i den 2-stjernede holdkonkurrence. Her blev det danske hold Team Dahlia nemlig placeret som nummer to med hesten Quantico e. Quiet Please/ Chellys Z og med Laura Armstrup Kidde-Hansen som longefører. Holdet bestod af Filippa Hastrup Græsdal Dehn, Katarina Elisabeth Hounsvad Thesbjerg, Klara Espesen, Lærke Solhøj Kjær, Olivia van Willigen-Høgsholt og Kira Kastberg Devantie.
Næste stævne for de danske voltiudøvere er allerede den 25. maj 2025, hvor Vallensbæk Rideklub afholder landsstævne. Herefter åbner Voltigeklubben Thommysminde dørene til et to-dages landsstævne fra den 7.-8. juni inden danskerne drager til Ypaja i Finland i uge 26 for at deltage ved nordisk mesterskab.