Nanna 4'er på førstedagen i Lyon

27-10-2022 12:03

Trine Askjær-Jørgensen

Hun tog nærmest direkte fra det ene World Cup-stævne til det andet – med et hurtigt stop hjemme på Blue Hors i Randbøl for at vaske udstyr, pakke og skifte hest. Nu er Nanna Merrald Rasmussen at finde i franske Lyon, hvor hun netop har redet Grand Prix

Copyright Ridehesten.com
Nanna Merrald Rasmussen og Atterupgaards Orthilia. Foto: ©FEI/Christophe Taniére
Nyheden fortsætter efter annoncen

World Cup-sæsonen 2022/2023 er allerede i fuld gang, og i denne uge er to danske ryttere rejst til Lyon i Frankrig for at deltage i hver deres kvalifikationsrunde. Nanna Merrald Rasmussen i FEI World Cup-dressur og Andreas Schou i World Cup-springning.

Fra det ene stævne til det andet
I sidste weekend deltog Nanna med succes i sæsonens første World Cup-kvalifikationsrunde, som fandt sted på Vilhelmsborg ved Aarhus. Her havde hun den 11-årige avlshingst Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro med til start. St. Schufro er endnu ret uerfaren på dette niveau og gik faktisk sin allerførste World Cup. Det var dog ikke at se, for det blev til en andenplads lige efter en anden dansker, nemlig Carina Cassøe Krüth, som med Heiline's Danciera tog sejren.

Nanna og hendes hestepasser, Elise Rensink, nåede nærmest bare lige hjem på Blue Hors i Randbøl, inden turen gik videre til det næste World Cup-stævne. Der blevet hurtigt vasket og pakket udstyr, inden Elise kørte afsted mod Lyon med hoppen Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnarschlag (opdr. Kristine Much Nielsen), hvor Nanna i går fløj ned og mødtes med dem. Efter en god træning i går og en super morgentræning var Orthilia og Nanna mere end klar til torsdagens Grand Prix kl. 10.10. 

De fem bedste til sidst
Som Nanna red på banen, sagde kommentatoren "Nu bliver det rigtig spændende, for de sidste fem ekvipager i klassen er nogle af verdens bedste". Det er Nanna og Orthilias anden gang til World Cup i Lyon, og de så da også godt tilpasse ud; Orthilia virkede afspændt og koncentreret, og sammen red de en fuldstændig fejlfri tur med mange højdepunkter. Særligt passagen var virkelig flot og aktiv med super overgange til og fra piaffe, hvor hoppen virkelig sætter sig og tager vægt på bagbenene. Changementserierne var også superflotte, gennemsprungne og fejlfrie. Kvaliteten i øvelserne er generelt virkelig høj, og scoren lød efterfølgende på 74,369%, på trods af at hoppen indimellem har lidt åben mund. Med så god en procent strøg Nanna og Orthilia direkte ind foran den tyske dressurdronning Isabell Werth med Emilio.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Merrald Rasmussen og Atterupgaards Orthilia. Foto: ©FEI/Christophe Taniére

Bror og søster i tæt konkurrence
Efter Nanna fulgte tyske Benjamin von Bredow-Werndl Famoso OLD e. Farewell II/ Welt Hit II, som var på det bronzevindende hold ved VM i Herning og har haft en forrygende sæson det seneste år. Benjamin og den 13-årige, brune vallak rider med en enorm lethed og smidighed, og efter et fejlfrit og virkelig flot ridt blev det til 77,000%.

Idet den dobbelte individuelle bronzevinder ved VM i Herning, Dinja van Liere og den talentfulde hingst Hermés, havde trukket sig fra konkurrencen, blev der til allersidst tæt konkurrence mellem bror og søster, Benjamin og Jessica von Bredow-Werndl, om topplaceringen i klassen. Benjamin førte klassen, inden Jessica skulle på banen som sidste ekvipage.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Verdensetteren stærkt tilbage fra barsel
Jessica von Bredow-Werndl har som bekendt vundet alt, hvad hun nærmest kunne de seneste par, sammen med den 15-årige trakehnerhoppe TSF Dalera BB e. Easygame/ Handryk. OL- og EM-guld er det blevet til og vinder af World Cup-finalen i Leipzig i april i år, men ikke VM, for Jessica gik nemlig på barsel lige efter World Cup-sejren i Leipzig og fødte i sommers sit andet barn.

Kun 11 uger efter fødslen var Jessica nu tilbage i topform og klar til at arbejde frem mod at forsvare sin titel som World Cup-vinder ved finalen i Omaha, USA, til næste forår. Dagens præstation i Grand Prix-klassen i Lyon viste, at Jessica så absolut ikke har hvilet på laurbærrene. Hun havde da også forsøgt at stille til stævne tidligere. For en måned siden blev Jessica nemlig forhindret af det internationale rideforbund FEI i at deltage i et internationalt stævne med henvisning til et krav om at gennemføre hele seks måneders barsel fra sporten.

Nu var hun så tilbage, og det blev næsten helt forventeligt til en sejr som den eneste ekvipage over 80%, nærmere bestemt 81,739%. Dermed endte danske Nanna Merrald på en flot fjerdeplads efter Jessica, hendes bror Benjamin og svenske Patrik Kittel, der med Touchdown e. Quaterback/ Sack scorede 75,261% og lige præcis sneg sig ind foran Nanna.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB. Foto: ©FEI/Richard Juilliart
Fakta
Om FEI World Cup dressur

World Cup-stævnet i Lyon er det andet ud af i alt 12 kvalifikationsstævner i den vesteuropæiske liga af FEI World Cup. Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera vandt den første kvalifikationsrunde på Vilhelmsborg ved Aarhus i sidste weekend.

Sæsonen 2022/2023 af den vesteuropæiske liga:

  1. Vilhelmsborg, Aarhus, 21.-23. oktober 2022
  2. Lyon, Frankrig, 26.-30. oktober 2022
  3. Stuttgart, Tyskland, 9.-13. november 2022
  4. Madrid, Spanien, 24.-26. november 2022
  5. Salzburg, Østrig, 8.-11. december 2022
  6. London, England, 15.-16. december 2022
  7. Mechelen, Belgien, 26.-30. december 2022
  8. Basel, Schweiz, 12.-15. januar 2023
  9. Amsterdam, Holland, 26.-29. januar 2023
  10. Neumünster, Tyskland, 16.-19. februar 2023
  11. Gøteborg, Sverige, 23.-26. februar 2023
  12. 's-Hertogenbosch, Holland, 9.-12. marts 2023

Finale: Omaha, Nebraska USA, 4.-8. april 2023

Fold up
Fakta
Dansk dommer iblandt

I dagens Grand Prix-klasse var en dansk dommer at finde i et af dommertårnene rundt om banen, nemlig Susanne Baarup Christensen, der er 5-stjernet international dommer i dressur og siden 2013 har været udnævnt til international overdommer i dressur.

Dommer E: Isabelle Judet fra Frankrig

Dommer H: Jean-Michel Roudier fra Frankrig

Dommer C: Katrina Wüst fra Tyskland

Dommer M: Susanne Baarup Christensen fra Danmark

Dommer B: Mariette Sanders-van Gansewinkel fra Holland

Fold up
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner